Pressemeddelelse fra Danmarks Frie Forskningsfond
Danmarks Frie Forskningsfond og Tænketanken DEA offentliggør i dag rapporten “Diversitet i forskning og forskningsfinansiering, som er udarbejdet i et samarbejde mellem de to organisationer.
Rapporten er baseret på en gennemgang af den internationale litteratur på området, et statistisk overblik og et casekatalog. Den belyser diversitet i forskningsverdenen i forhold til køn, alder, karrieretrin, nationalitet og fagområde, og skulle gerne give et grundlag for videre debat om diversitet.
Maja Horst, bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond, udtaler:
“I DFF er vi optaget af at have det bedst mulige vidensgrundlag for diskussionerne om diversitet, som lige nu foregår på mange niveauer i forskningsverdenen, og derfor har vi indgået det her analysesamarbejde med DEA. Vi ville gerne have belyst dels virkningen af forskellige diversitetsfremmende tiltag – hvad kan vi gøre? Dels ville vi gerne have afdækket de sammenhænge, der kan være mellem diversitet og forskningens indhold og kvalitet – kunne øget diversitet eksempelvis påvirke kreativiteten i en forskergruppe?”
Ingen “quick fixes”
Analysens resultater afspejler kompleksiteten i problemstillingen vedrørende diversitet i forskningen, men peger dog på en række interessante konklusioner, mener Maja Horst:
“Den overordnede konklusion i forhold til diversitetsfremmende tiltag er, at der ikke findes nogen “quick fixes” – det er det lange, seje træk og de mange bække små. I DFF hæfter vi os desuden ved, at der synes at være sammenhæng imellem diversitet i fagområder og gunstige vilkår for nybrud i forskningen. Derudover er det interessant, hvordan uklare kriterier for excellence tilsyneladende udgør en barriere for diversiteten i forskningen.”
I den kommende tid vil DFF med udgangspunkt i rapporten bestræbe sig på at facilitere og formidle diskussioner om diversitet i forskningen i dialog med andre interessenter på forskningsområdet og i den offentlige sfære. Det sker blandt andet, når fonden i juni inviterer til debat om diversitet på Folkemødet.
“Det er vores håb i DFF, at rapporten kan anspore til en konstruktiv og nuanceret debat om, hvad diversitet i forskningen betyder for os som sektor og samfund,” siger Maja Horst.
Kontakt:
Specialkonsulent Johanne Thorup Dalgaard tlf.: 72318403 email: jtd@ufm.dk
Bestyrelsesformand Maja Horst tlf.: 20 28 68 66 email: majho@dtu.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-analyserapport-belyser-diversitet-i-forskning-og-forskningsfinansiering?releaseId=13621113
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








