Pressemeddelelse fra DI Horsens
Foreningen er den samme, men navnet er nyt.
– Vi arbejder jo ikke kun i Horsens, men også i Hedensted, Odder og på Samsø, og derfor synes vi, at DI Sydøstjylland er mere dækkende for de virksomheder og det område, vi repræsenterer, siger formand for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg.
Dermed skal de 586 medlemsvirksomheder fra Horsens, Hedensted, Odder og Samsø nu vænne sig til det nye navn.
– Jeg håber, at både de virksomheder vi repræsenterer, og de kommuner vi dækker og arbejder sammen med, kan se sig selv i det nye navn og vil tage godt imod det. Det kan da godt være, at jeg kommer til at bruge det gamle navn et par gange her i starten, men det skal vi nok hurtigt vænne os til. I hvert fald giver det god mening, at navnet også signalerer, at vi repræsenterer virksomhederne i hele Sydøstjylland, f.eks. når vi lige om lidt skal til borgmestermøde i Odder, siger Johannes Saugbjerg, DI Sydøstjylland.
DI Sydøstjylland er en af DI’s 18 regionalforeninger, og regionalforeningen ledes af en bestyrelse bestående af direktører fra 14af DI’s medlemsvirksomheder, som repræsenterer forskellige brancher i kommunerne Horsens, Hedensted, Odder og Samsø.
– Vi holder løbende møder med borgmestre og kommunaldirektører, hvor vi løser konkrete udfordringer og drøfter, hvordan det kan blive bedre at drive virksomhed i vores lokalområde. Når vilkårene for at drive virksomhed er gode, så smitter det af på både antallet af arbejdspladser i lokalområdet og andelen af skattekroner, som lander i kommunekassen. Netop derfor oplever jeg, at kommunerne og virksomhederne i fællesskab skaber grundlaget for den velfærd, vi alle nyder godt af. Og i bestyrelsen ser vi frem til at fortsætte det arbejde, men nu under et nyt navn, siger formand Johannes Saugbjerg, DI Sydøstjylland.
Kontakt:
Formand for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg, telefon 30 27 49 29
Regional konsulent for DI Sydøstjylland Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/di-horsens-skifter-navn-til-di-sydostjylland?releaseId=13620816
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **