Pressemeddelelse fra Egedal Kommune
Kortere eller længere åbningstider og arbejdsuger, fleksible arbejdstider, hjemmearbejde ikke kun for administrativt personale, flere digitale hjælpemidler, løsninger til mindre tøj i storrumskontorer og motion i arbejdstiden. Det er nogen af de mange forslag, som Egedal Kommune i disse dage forsøger at integrere i hverdagen for kommunens ansatte.
Medarbejderne i Egedal Kommune er nemlig kommet med gode idéer og forslag til, hvordan man kan skabe endnu mere fleksible vilkår for medarbejderne, der også kan give bedre resultater til gavn for kommunens borgere. Nu skal ideerne implementeres og gøres til virkelighed.
– Jeg er meget tilfreds med de mange gode ideer, som medarbejderne er kommet med. Det tegner godt for, at vi sammen kan gøre vores arbejdsliv endnu mere fleksibelt, samtidig med at vi forbedrer servicen for borgerne. Vi har en ambition i Egedal om, at skabe verdens bedste hverdag for borgerne. For at lykkes med det, kræver det dedikerede og glade medarbejdere, og det kan en fleksibel arbejdsplads bidrage til, siger Egedal Kommunes kommunaldirektør, Christine Brochdorf.
Allerede succes – tandpleje indstillet til pris
Et af de initiativer der allerede er blevet til virkelighed i Egedal Kommune er kommunens tandpleje, som ligeledes er nomineret til Publikumsprisen, som er den ene af to nationale innovationspriser for den offentlige sektor.
Åbningstider og telefonkonsultationer til forældre med små børn, tilrettelægges nemlig nu efter borgernes behov for åbningstider og medarbejdernes behov for større fleksibilitet, når der laves vagtskemaer og arbejdes hjemmefra. På den måde kan borgerne få ordnet tænder om morgenen, samtidig med at samtalerne med klienterne, kan ordnes hjemme fra sofaen.
– Det er rigtig godt tænkt af medarbejderne i tandplejen, siger Egedals kommunaldirektør, Christine Brochdorf og formand for Hovedsamarbejdsudvalget og fortsætter.
– Vi mener det, når vi siger, at vil have verdens bedste hverdag for borgerne og en fleksibel arbejdsplads for medarbejderne. Det er ikke et projekt, der bare slutter. Det er en indsats, der gerne skal fortsætte og udvikle sig, så vores arbejdsplads og liv opleves sammen sammenhængende og velfungerende. Vores individuelle behov ændrer sig jo hen over et livsforløb, og derfor er det afgørende, at vi hele tiden udfordrer os selv og arbejdspladsen. Vi skal sammen kunne opnå de velfungerende rammer, der gør, at vi kan skabe rammerne for verdens bedste hverdag for borgerne og samtidig have den lyst, motivation og energi der skal til at få hele vores liv til at hænge sammen.
Afgørende at medarbejdere og ledelse er enige
Afgørende for at lykkes med så omfattende et projekt og omkalfatring af en kommunal arbejdsplads er, at medarbejdere og ledere arbejder mod fælles mål og tager fælles ansvar. I Egedal appelleres der til at finde fælles løsninger og ikke bare kløjs i overenskomstmæssige rettigheder og pligter. Og netop derfor er det afgørende, at Hovedsamarbejdsudvalget i Egedal Kommune, der består af både medarbejdere og ledelse, var enige om at skabe en fleksibel arbejdsplads.
– Idéen opstod fra et ønske fra medarbejderne. Jeg går ind i arbejdet om at skabe rammer, hvor vi bedre kan integrere arbejdsliv og privatliv, og jeg er parat til at gå forrest for, at nutiden og fremtidens arbejde kan gå op i en højere enhed og ikke lade mig begrænse af regler og overenskomster, hvis jeg kan se, at individelle aftaler kan komme både medarbejdere og borgere til gode, siger næstformand i Hovedsamarbejdsudvalget i Egedal Kommune Hanne Appelgreen og uddyber:
– For mig handler det om at skabe den bedst mulige arbejdsplads for medarbejderne. Øget fleksibilitet harmonerer fint med vores fælles ambition om at skabe “Verdens bedste hverdag for borgerne”. Jo bedre medarbejderne kan få deres liv til at hæge sammen, des gladere bliver de, hvilket giver den bedste løsning af kerneopgaven.
Kontakt:
Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-bedste-kommune-bliver-til-fleksibel-arbejdsplads?releaseId=13620931
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **