PRM / Gulddommelig genåbning: Nationalmuseet og ARKEN udstiller “Guld og Magi” i Rødovre Centrum

    Pressemeddelelse fra Rødovre Centrum

    Der er ingen tvivl om, at Danmarks største shoppingcenter har øje for, at deres kunder skal have en helt særlig oplevelse, når de kommer på besøg.

    Den aktuelle udstilling “Guld og Magi” på ARKEN lægger vægt på, hvordan guldet har indtaget populærkulturen. I hiphop-kulturen signalerer guld – i form af ‘bling’ – succes og magt, og mange af os går med guldsmykker, der minder os om vores nærmeste – hvad end det er arvestykker, gaver eller vielsesringe. Guldet bæres af magthavere såvel som almindelige samfundsborgere, og måden det bruges på i kunsten, får os til at reflektere over vores forfængelighed og forbundethed.

    En stor del af de genstande som kunderne i Rødovre Centrum kan opleve, er udlånt af Nationalmuseet, hvilket glæder Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev:

    Der er lagt vægt på både læring, oplevelser og overdådighed i Rødovre Centrums udstilling, som ud over at lægge sig op ad ARKENs aktuelle udstilling, “Guld og Magi”, samtidig er en teaser for Nationalmuseets store “Tag med vikingerne på togt”, der åbner den 26. juni 2021. Danmarkshistorien skal leve i hele landet og være mere tilgængelig for alle – og det må man bare sige, at den bliver, når den rykker ind i et storcenter. Nu kan man møde fortællinger om Solvognen og Guldhornene på sin shoppingtur, og det håber jeg vækker en nysgerrighed i folk for vores fælles historie, siger Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet og fortsætter:

    – Vi eksperimenterer på Nationalmuseet med forskellige samarbejdspartnere om nye udstillinger i hele landet, for at nå nye målgrupper med museumsformidling. Fortiden er jo fyldt med interessante historier, der er helt vildt relevante i dag, så det er kun et spørgsmål om, hvordan vi præsenterer de gode historier og Nationalmuseet. Der er ingen, der har sagt, at et museum ikke kan rykke ud til danskerne også – for eksempel i et storcenter. Jeg håber, at rigtig mange får en super god oplevelse med historierne om Danmarks vigtige skatte, siger Rane Willerslev.

    Udstillingen i Danmarks eneste familieejede storcenter er en del af udstillingen “Guld og Magi” på ARKEN.

    – Det er af stor værdi for ARKEN at samarbejde med Rødovre Centrum, hvor kultur og forretning går op i en skøn helhed. Som en del af udstillingen “Guld og Magi” på ARKEN, viser vi en pop-up-udstilling i Rødovre Centrum med samme tema. Den er til glæde for de besøgende i Rødovre Centrum, som forhåbentlig inspireres til et besøg på ARKEN, siger ARKENs direktør, Christian Gether.

    For Jesper Andreasen, der er adm. direktør for Rødovre Centrum, er det en del af centrets DNA at give kunderne en smuk og indbydende kundeoplevelse, krydret med oplysning og læring:

    – Gennem mange år har samarbejde mellem erhvervslivet og kulturen været på dagsordenen og her i Rødovre Centrum, har vi erstattet ord med handling. Samspillet giver en uudtømmelig kilde af muligheder og hvor man ved første øjekast kunne tro, at vi er FOR forskellige, viser det sig, at netop dét er styrken ved at samarbejde på tværs af kultur, kunst og erhverv, siger Jesper Andreasen og fortsætter:

    – Ved dette unikke samarbejde med Nationalmuseet og ARKEN, har vi i fællesskab skabt en flot “Guld og Magi”-kampagne, der giver kunderne i centret en oplevelse, men bestemt også giver lyst til at besøge Nationalmuseet og ARKEN, for at dykke mere ned i kunsten og i den danske kultur. Jeg kan allerede løfte sløret for, at vi bestemt skal udvide vores samarbejde fremadrettet og der er allerede planer for 2022.

    Pop-up-udstillingen “Guld og Magi” kan ses i Rødovre Centrum frem til søndag den 6. juni 2021.

    For yderligere information kontakt venligst Signe Lykke Jensen på
    tlf. 30 25 9000.

    Fotos kan frit benyttes i forbindelse med omtale af “Guld og Magi” samt Rødovre Centrum. Fotocredit: Thomas Skyum

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gulddommelig-genabning-nationalmuseet-og-arken-udstiller-guld-og-magi-i-rodovre-centrum?releaseId=13620822

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **