PRM / Nu er der dokumentation for, at det kan betale sig at investere i vores mentale sundhed

    Pressemeddelelse fra Ældre Sagen

    Selvom vi får skavanker, ansigtet krakelerer i rynker og vi generelt kommer i reparationsalderen som +50-årige, så går det ikke nødvendigvis ud over vores livstilfredshed.

    Men for nogen betyder stigende levealder ikke flere år fyldt med livsglæde.

    En ny analyse, ‘Lange og lykkelige liv – hvordan fremtidssikrer vi det gode liv i et aldrende samfund?’ som Institut for Lykkeforskning har udarbejdet for Ældre Sagen april 2021, giver os nu helt ny og overraskende indsigt i, hvad der påvirker vores livstilfredshed.

    Konklusionen er klar: Ensomhed og depression er det, der udfordrer vores trivsel allermest.

    Sygdomme som fx. diabetes, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol belaster derimod hverken os selv eller samfundet i tilsvarende grad.

    Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup mener resultaterne kalder på handling.

    – Det er opsigtsvækkende nyt, vi ser her. Vi ved, at der er en nøje sammenhæng mellem vores trivsel og vores behov for sundhedsydelser. Derfor er der alt at vinde ved at styrke indsatsen for vores mentale sundhed, siger Bjarne Hastrup.

    Analysen bygger på data fra 5.700 50+ åriges oplevelse af, hvordan 26 forskellige sygdomme og livsomstændigheder, som skilsmisse og arbejdsløshed påvirker vores livstilfredshed.

    I forhold til dem, der trives, har de med forringet livskvalitet en højere sandsynlighed for nedenstående sundhedsydelser:

    • Lægebesøg +34 pct
    • Indlæggelser +23 pct
    • Begrænset arbejdsevne +58 pct
    • Behov for offentlig hjælp og assistance +72 pct

    Bjarne Hastrup mener, at analysen taler for sig selv.

    – Alle lovforslag og politiske beslutninger bør fremover tage højde for deres indvirkning på og konsekvenser for ældres trivsel og mentale sundhed. Det vil være ren win-win – både for den enkelte og for samfundet, siger Bjarne Hastrup.

    Bjarne Hastrup vil være til rådighed for uddybning, kommentar og interview efter aftale.

    Læs hele analysen, samt Ældre Sagens forslag til handlinger her.

    Kontakt:

    Uddybende spørgsmål, kontakt til Bjarne Hastrup og andre relevante kilder

    Ældre Sagen Presse tlf. 70 20 30 31

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-er-der-dokumentation-for-at-det-kan-betale-sig-at-investere-i-vores-mentale-sundhed?releaseId=13620619

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **