PRM / Pink lastbiler var en succes

    Pressemeddelelse fra ITD - Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

    ITD's kampagne med pink lastbiler, "Bliv væk fra lastbilens højre fordæk," har haft den ønskede effekt.

    Sådan lyder konklusionen fra brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, der med stor hjælp fra sine medlemmer sendte 20 pink lastbiler ud på vejene i slutningen af januar.

    Målet med det nye kampagnetiltag var at skabe opmærksomhed om trafiksikkerhed og den kritiske zone, som er foran lastbilens højre fordæk. Det skete med en række bannere i pink, der blev placeret på siderne af trailerne på 20 lastbiler.

    De opsigtsvækkende trailere med det livsvigtige budskab har været med til at skabe dialog internt i branchen, men også i den brede befolkning.

    - Der har været utrolig mange positive tilbagemeldinger på vores kampagne "Bliv væk fra lastbilens højre fordæk" både fra vognmænd, ansatte og folk, som ikke kommer fra transportbranchen. Og det var jo det, vi gerne ville opnå. Dels at branchen taler om trafiksikkerhed, selvom det utvivlsomt er et emne, de tænker på hver gang, de sætter sig ind bag rattet i lastbilen, og dels at cyklister eller bilister ser budskabet på en lastbil og får stof til eftertanke. I bund og grund handler det jo om, at vi skal hjælpe hinanden i trafikken, siger Malene Vitus, som er projektleder på ITD's trafiksikkerhedskampagner.

    Konstant fokus på trafiksikkerhed
    Kampagnen slutter i denne uge, men det gør ITD's trafiksikkerhedsarbejde ikke.

    - ITD's medlemmer kører rundt i hele landet og holder Danmark kørende. Vi udnyttede de kørende talerør, som lastbiler er, så det livsvigtige budskab kom ud til flere trafikanter. Hvis de pink lastbiler kørte længere tid, ville det ikke være opsigtsvækkende at se en af lastbilerne. Det vil blive hverdagskost, så derfor slutter kampagnen nu, så vi kan gå i gang med at arbejde på vores andre trafiksikkerhedskampagner, fortæller Malene Vitus.

    Foruden trafiksikkerhedskampagnen "Bliv væk fra lastbilens højre fordæk", har ITD også trafiksikkerhedskampagnerne "Hovedet med i trafikken", hvor målgruppen er elever i 8. klasse, og "Lastbilkaravanen", som henvender sig til de mindste elever i skolen. I den forbindelse uddelte ITD i november sidste år 55.000 grønne refleksveste til alle elever i 2. klasse i de danske folkeskoler, og der er planer om at gentage succesen.

    ITD arbejder målrettet med trafiksikkerhed, og arbejdet støtter godt op om Færdselssikkerhedskommissionens målsætning om at halvere antallet af trafikdræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken inden 2030.

    Tak for hjælpen til medlemmerne

    Disse kampagner kan ikke lade sig gøre uden ITD-medlemmernes stærke opbakning. En lang række medlemmer med landsdækkende transport viste interesse for at bakke op om kampagnen og stille trailere til rådighed for det vigtige budskab:

    Alex Andersen Ølund A/S

    DSV Road A/S

    Fogtmann Logistik A/S

    FREJA Transport & Logistics A/S

    Frode Laursen A/S

    H. Daugaard A/S

    H.T. Transport & Spedition A/S

    Hans Juel Jensen ApS. Vognmand og Entreprenør

    Henrik Skov Christensen ApS

    JH Transport & Logistics A/S

    Jørgen Jensen Distribution A/S

    L.M. Transport, Ans A/S

    Ole Larsen Transport A/S

    P. Fournaise A/S

    Poul Schou A/S

    Skive Køletransport A/S

    Snave Vognmandsforretning ApS

    Stokholm Transport A/S

    Tor Udlejning

    Læs artikel fra ITD magasinet
    Interview med ITD's formand og nogle af de vognmænd, der er med i kampagnen:

    Læs "Iøjnefaldende trailere sætter fokus på trafiksikkerhed" her

    Læs "ITD's medlemmer skabte opmærksomhed om vigtigt budskab" her

    Nyttige links
    Læs mere om Bliv væk fra lastbilens højre fordæk her

    Læs mere om Hovedet med i trafikken her

    Læs mere om Lastbilkaravanen her

    Læs Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan her

    Kontakt:

    Branding- og kommunikationskonsulent Malene Vitus tlf.: +45 7367 4559 email: mvo@itd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pink-lastbiler-var-en-succes?releaseId=13620903

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **