PRM / Historisk lave indbrudstal i Furesø

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Indbrudstallet i Furesø er mere end halveret siden 2016, hvor antallet af indbrud lå på 642. I 2019 var tallet nede på 285. Den udvikling er yderligere forstærket i 2020 og 2021, hvor flere borgere har været hjemme på grund af Corona.

    “Der er grund til at glæde sig over, at indbrudstallet i første kvartal 2021 ligger 64 procent under niveauet fra sidste år, men samtidig er der brug for at holde fast i den positive udvikling, når samfundet gradvist åbner igen efter Corona,” siger Furesø Kommunes borgmester, Ole Bondo Christensen (A).

    “Nu handler det om at arbejde tæt sammen om at fastholde det lave indbrudstal, når samfundet genåbner. Vi skal gøre det uinteressant helt at overveje vore boligområder, og det hjælper et godt og aktivt naboskab til. Det viser tyven, at her holder vi øje med hinanden.” tilføjer han.

    Furesø Kommune har på grund af Corona måttet omlægge en del af det sædvanlige forebyggende arbejde i samarbejde med Nordsjællands Politi, Furesøs bolig- og grundejerforeninger og Bo Trygt-initiativet, der arbejder på at nedbringe antallet af indbrud på landsplan. Nu vender tilbud om tryghedsvandringer, foredrag ved generalforsamlinger og besøg af Nordsjællands Politis mobile politistation tilbage, så opmærksomheden på at sikre sin bolig bliver en vane, når hverdagen igen indfinder sig. Det fortæller kommunens indbrudskoordinator, Emil Hermund.

    “Det sidste år har nedlukkede skoler og hjemmearbejde betydet mere liv i vores boligområder. Det har gjort det ekstra svært for indbrudstyvene. Risikoen for indbrudstyven er større, jo mere liv, der er i områderne og jo flere, der er hjemme til at holde øje med hinandens huse. Kan en tyv ikke vide sig sikker, opgiver han i langt de fleste tilfælde sit forehavende,” siger han.

    “Har man selv en dag hjemme, kan man bruge arbejdsdagens pauser eller telefonsamtaler på en rundtur i kvarteret eller i haven. Gå boligen igennem, som om I er på vej på ferie, stil haveredskaberne ind i skuret og lås det. Træf aftaler med naboen om, at I holder øje med hinandens huse i hverdagene. Endelig er Nabohjælps app et fremragende værktøj til at gøre andre i dit nærområde opmærksomme, hvis du ser noget mistænkeligt.”, siger Emil Hermund, der koordinerer den lokale indsats med det nationale Bo Trygt-initiativ.

    Bestil en forebyggelsesekspert
    Saml naboerne og bestil Bo Trygts forebyggelsesekspert til et gratis oplæg i jeres bolig- eller grundejerforening. Eksperten giver råd om sikring af hjem, om aktiv nabohjælp og om andre effektive måder til at holde tyvene ude af kvarteret på. Som noget nyt kan besøget afholdes digitalt.
    Fra den 6. maj kan I være op til 25 personer (inkl. forebyggelsesekspert). Fra den 21. maj kan I deltage op til 50 personer (inkl. forebyggelsesekspert). Bestil oplægget på https://botrygt.dk/saet-indbrud-paa-dagsordenen/faa-besoeg


    Fakta: Indbrudsforebyggelse med effekt
    Siden Furesø Kommune indkaldte til det første borgermøde om indbrudsforebyggelse i 2016 er antallet af indbrud i private hjem faldet fra 642 til 285 i 2019 og 242 i 2020.

    Antallet af indbrud i første kvartal er fra 2018 faldet fra 100 til 55 i 2019, 50 i 2020 og altså blot 18 i 2021.

    Kontakt:

    Ole Bondo Christensen (A) email: borgmester@furesoe.dk

    Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

    Indbrudskoordinator Emil Hermund email: indbrud@furesoe.dk

    Velfærdsdirektør Tine Gram tlf.: 7235 4004 email: tgr@furesoe.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/historisk-lave-indbrudstal-i-fureso?releaseId=13620824

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **