Pressemeddelelse fra Eva – Danmarks Evalueringsinstitut
Læsesale, auditorier og grupperum har stået gabende tomme vinteren over. Og selvom de studerende så småt er på vej tilbage, kan den lange nedlukning have sat dybe spor. Motivationen blandt studerende er fx markant lavere i foråret 2021, og ensomheden højere, når man sammenligner med tidligere år. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som EVA har foretaget blandt førsteårsstuderende på landets videregående uddannelser i marts 2021.
Andelen af studerende, der er meget motiverede til at studere, er faldet fra 77 pct. i foråret 2018 til 59 pct. i foråret 2021. Og andelen af studerende, som i mindre grad eller slet ikke er motiverede, er mere end fordoblet fra 6 pct. i 2018 til 14 pct. i 2021. Samtidigt er der sket en stigning fra 6 til 8 pct. i antallet af førsteårsstuderende, som i meget høj grad overvejer at droppe ud.
“De studerendes faglige engagement går som regel hånd i hånd med trivslen. Derfor giver det god mening, at motivationen daler, når undervisningen foregår derhjemme uden et reelt studiemiljø omkring dem. Nu hvor de studerende vender tilbage, er det op til uddannelserne at give dem noget af det, de har savnet. Det kan fx være, at undervisningen må gribes an på helt nye måder, eller at institutionerne i høj grad understøtter de studerendes sociale aktiviteter,” lyder det fra seniorkonsulent Mathias Tolstrup Wester.
Hver tredje studerende er ensom i foråret 2021
For tre år siden kunne hver ottende studerende karakteriseres som ensom på studiet. Men i foråret 2021 er det næsten hver tredje ifølge EVA’s undersøgelse. Medregner man studerende, som periodevis har oplevet ensomhed, er det hele 84 pct., som i et eller andet omfang er ensomme i foråret 2021 mod 58 pct. i 2018.
“Det svarer til, at ca. 11.000 flere førsteårsstuderende kan siges at være ensomme i 2021 sammenlignet med 2018. Og det er endda uden dem, som periodevis føler sig ensomme. Det er enormt mange studerende, som nu skal til at opbygge en social tilknytning på studiet efter at have siddet alene derhjemme i mange måneder. Vi ved fra tidligere studier, at den sociale tilknytning spiller en vigtig rolle for fastholdelsen på studiet,” siger seniorkonsulent Mathias Tolstrup Wester.
På et år har de studerende fået flere negative følelser om det at studere
EVA’s analyse viser også, at der siden sidste forår er sket en stigning i de studerendes negative følelser omkring det at studere og tilsvarende et fald i de positive. Flere førsteårsstuderende oplever fx frustration, flovhed og nervøsitet i forbindelse med studiet.
I foråret 2021 svarer næsten hver sjette, at de føler sig anspændte og nervøse i forbindelse med at studere, mens det i 2020 kun var hver tiende. Og hver femte svarer i 2021, at de ikke har en optimistisk indstilling til at studere mod kun hver ottende i 2020.
“Den udvikling, vi ser, stiller store krav til både uddannelsesinstitutioner og politikere om at få trivslen og motivationen tilbage på ret køl. Men der ligger også en pædagogisk opgave hos den enkelte underviser i at skabe stærke faglige fællesskaber, der fremmer de studerendes læring og engagementet og forebygger, at de dropper ud på sigt,” lyder det fra seniorkonsulent Mathias Tolstrup Wester.
Om undersøgelsen:
- Analysen ‘Trivsel blandt førsteårsstuderende under hjemsendelsen i foråret 2021′ bygger på tal fra EVA’s forløbsundersøgelse, der bliver sendt ud til samtlige førsteårsstuderende på de videregående uddannelser.
- I analysen figurerer svar fra henholdsvis 2018 (9.425 besvarelser), 2020 (11.143 besvarelser) og 2021 (8.410 besvarelser).
- Find analysen og metodegrundlaget her: www.eva.dk/studietrivsel_forår_2021
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Iben Munk Mortensen email: imm@eva.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nedlukningen-har-kostet-pa-motivationen-og-oget-ensomheden-blandt-studerende?releaseId=13620697
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **