PRM / Stadig rigelig luft til mere varme

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Varmepumpernes stigende popularitet ude i de danske boliger vil ikke skabe kapacitetsproblemer hos de fagfolk, der skal sørge for at installere pumperne. Det viser beregninger fra TEKNIQ Arbejdsgiverne. Med mellemrum bliver der ellers fra flere sider ellers advaret om, at manglen på arbejdskraft kan blive en stopklods for den grønne omstilling i almindelighed og varmepumpemarkedet i særdeleshed.

    “Det er ikke et billede, vi kan genkende i installationsbranchen. Vi forventer, at det årlige salg af varmepumper vil ramme ca. 30.000 stk. inden for de kommende 3-5 år. Selvom varmepumpesalget er flerdoblet de senere år, vil det stadig kun være beskedne 1,7 procent af branchens medarbejdere, der skal installere de varmepumper, vi forventer, der bliver brug for. Der er tale om relativt små forskydninger imellem arbejdsområderne, og det kan installatørerne altså sagtens klare,” siger Troels Hartung, chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs, køl og metal.

    Han understreger, at den grønne omstilling som helhed ganske rigtigt vil kræve mange hænder til at løfte de konkrete opgaver.

    “Installationsbranchen kommer til at stå helt centralt i den grønne omstilling, når vi skal have udskiftet olie- og gasfyrene med klimavenlige alternativer, installeret ladestandere til vores elbiler og energioptimeret vores erhvervsvirksomheder,” siger Troels Hartung og uddyber:

    “Men det er ikke det samme som at sige, at vi står overfor store kapacitetsproblemer. Man skal huske på, at der er mange medarbejdere, som i dag arbejder med fx olie- eller gasfyr, der vil blive omskolet til at kunne arbejde med varmepumper, og det samme gør sig gældende på andre områder. Samtidig er erhvervsuddannelserne på installationsområdet allerede blevet justeret, så den næste generation af faglærte bliver klædt på til netop denne type opgaver.”

    “Kompetencerne og arbejdskraften vil med andre ord være til stede. Branchen skal bare have ordentlige arbejdsbetingelser og forudsigelige rammevilkår, så det er muligt at være på forkant med behovene,” siger han.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 28 73 73 39

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stadig-rigelig-luft-til-mere-varme?releaseId=13620700

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **