PRM / Lidt flere medlemmer i esportsforeningerne trods corona

    Pressemeddelelse fra DGI

    Interessen for at dyrke esport i en idrætsforening er de seneste år vokset helt vildt. I 2019 steg medlemstallet for esport i DGI med 58 procent, mens stigningen i 2020 er på 4 procent.

    For i de 208 foreninger i DGI, der tilbyder esport, viser medlemstallet for 2020 8.052 medlemmer, 310 flere end året før. At stigningen i 2020 har været så lille skyldes ikke overraskende, at coronanedlukninger har gjort det svært for esportsforeningerne. For ligesom i andre idrætter er det vigtigt for foreningsgamere at mødes fysisk og være en del af et fællesskab.

    “Mange foreninger vægter det fysiske møde så højt, at de ikke vil gå på kompromis med det, og det synes jeg er positivt. Det at træne sammen fysisk har bare en kæmpe værdi for langt de fleste foreninger,” siger Mads Didriksen, der er konsulent i DGI Esport, og fortsætter:

    “Der er stor forskel på at lave online træning og træning i fysiske lokaler. Derfor har det været en stor opgave for mange foreninger.”

    Trods det at fremgangen i esport er beskeden, så skiller esport sig positivt ud i medlemstallene for 2020. I de 6.488 foreninger, der er med i DGI, er der i alt 1.634.180 medlemmer – en nedgang på 3,8 procent i forhold til året før.


    Ringsted eSport har vækstet under corona

    Ringsted eSport er en af de få esportsforeninger, som i 2020 formåede at få markant flere medlemmer. Faktisk steg medlemstallet fra 130 til 355. Det skyldes blandt andet, at foreningen fik stablet onlinetilbud på benene under corona-nedlukningen.

    “Da landet lukkede ned, satte vi hurtigt kræfter ind for at skabe onlineinitiativer. Vi lavede onlinetræning i Counter-Strike med det samme,” fortæller Andreas Andersen, der er formand.

    Og 3. maj starter foreningens hold igen med fysisk fremmøde. 21. april blev der åbnet for indendørs idræt for børn og unge, men Ringsted eSport er ved at få installeret nye systemer og er derfor først klar til at tage imod medlemmerne fysisk 3. maj.


    Kronjylland har holdt på medlemmerne

    I Kronjylland Esport og Tech Klub i Randers har medlemmerne kastet sig over counter-strike i klublokalerne igen efter måneders nedlukning. I nedlukningsperioderne i 2020 og i år har der ellers ikke været aktiviteter.

    “Det sammenhold og fællesskab, som foreningen skaber, er ikke det samme, når vi ikke mødes til træning og LANevents. De unge er meget optaget af at gøre ting sammen med deres venner,” siger Bjarke Nordentoft, der er formand.

    Alligevel har foreningen holdt på medlemmerne. I 2019 var der 78 medlemmer, mens der i 2020 var 84.

    Normalt har foreningen ved siden af esportstræningen fysisk træning i et fitnesscenter for nogle af holdene. Dermed kommer kroppen i omdrejninger.

    “Det har den effekt, at kognitionen fungerer bedre, når de sidder foran skærmen og spiller. Men fysisk træning har heller ikke været muligt under corona,” siger Bjarke Nordentoft.

    Mens esportsaktiviteterne har været lukket, har foreningen bl.a. brugt tiden til at forbedre de fysiske rammer.

    “Vi har bygget nye lokaler undervejs og været proaktive i vores kommunikation ved at få det ud på vores kanaler på sociale medier. Det har været med henblik på at give vores medlemmer lyst til at komme retur,” siger Bjarke Nordentoft.


    Håb for øget aktivitet og mange flere medlemmer

    Selvom der kom nye esportsforeninger til i 2020, har det været vanskeligt for de nystartede foreninger at begynde med aktiviteter på grund af corona. DGI’s esportskonsulent, Mads Didriksen, er dog optimistisk for fremtiden:

    “Med åbning af indendørs idræt 21. april kan esportsforeningerne genoptage deres aktiviteter for børn og unge og forhåbentlig have masser aktivitet resten af året. Det kan betyde stor vækst i medlemstallet for 2021, da interessen for esport fortsat er rigtig stor i foreningerne. Min forventning er, at nye medlemmer vil komme til såvel som gamle medlemmer, der faldt fra under corona.”


    Fakta om esport i DGI

    • I 2020 var der 8.052 esportsmedlemmer i 2018 foreninger. I 2019 var der 7742 medlemmer, og i 2018 var der 4912. Tjek alle DGI’s medlemstal her:https://www.dgi.dk/om/fakta/tal-og-referater/medlemstal
    • DGI arbejder med esport som en idrætsaktivitet på lige linje med f.eks. skydning eller bordtennis. Esportsmedarbejdere både på landsplan og i landsdelsforeninger hjælper og rådgiver foreninger med at starte op, udvikle attraktive foreninger og sikre gode træningsmiljøer.
    • DGI er en af parterne bag esportens Etiske Kodeks med gode råd til et sundt og godt esportsmiljø.
    • Esportsforeninger og DGI arbejder aktivt på at øge interessen for mere fysisk aktivitet blandt foreningsgamere, blandt andet via DGI Trænerguiden.
    • Læs mere om DGI’s arbejde med esport her: https://www.dgi.dk/esport/esport/artikler/derfor-arbejder-dgi-med-esport

    Kontakt:

    Mads Didriksen, esportskonsulent i DGI, tlf.: 2814 0940, mail: mads.didriksen@dgi.dk
    Majbritt Andersen, pressechef i DGI, tlf.: 2129 4115, mail: majbritt.andersen@dgi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lidt-flere-medlemmer-i-esportsforeningerne-trods-corona?releaseId=13620581

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **