Pressemeddelelse fra Fængselsforbundet
Der findes kun seks tjenestemandsstillinger i landet, hvor lønnen er lavere end for fængselsbetjente. Til gengæld er der 292 stillinger med højere løn.
Tilsvarende sygeplejerskerne blev fængselsbetjentenes løn fastlagt med tjenestemandsreformen i 1969.
I over 50 år har lønniveauet derfor været uændret, selvom kravene til jobbet har ændret sig.
Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen mener, at det er på tide, at man tager det fastlåste lønhierarki op til revision.
“Det var meningen, at de forskellige faggruppers lønplacering løbende skulle evalueres. Men det er aldrig sket. Det betyder, at lønnen fastsættes efter en ældgammel fordelingsnøgle, som blev besluttet, dengang Bresjnev var leder i Sovjetunionen,” siger han.
Det er derfor vanskeligt at rekruttere nye medarbejdere til de mange ledige stillinger i Kriminalforsorgen.
“Vi mangler over 500 fængselsbetjente, men Kriminalforsorgen kan ikke sætte lønnen op. Det må de simpelthen ikke. Det ville stride mod lønsystemet,” siger Bo Yde Sørensen.
Forbundsformanden opfordrer derfor til, at de forskellige faggruppers lønplacering evalueres mellem arbejdsmarkedets parter, så der kommer en mere nutidig balance mellem lønnen og de krav, anstrengelser og udfordringer, der er i jobbet som fængselsbetjent.
“Hvis tjenestemandsreformen skal revideres, så bliver vi nødt til sikre, at der sammenhæng mellem belønning og arbejdsvilkår for alle grupper. Det vil formentlig kræve ekstra midler udover de ressourcer, der er i overenskomstkredsen,” siger Bo Yde Sørensen.
Af Søren Gregersen
FRA HØJEST TIL LAVEST BLANDT TJENESTEMANDSANSATTE
1 | Departementschef | 152.586 |
2 | Højesteretsdommer | 134.906 |
3 | Politidirektør | 113.875 |
4 | Præsident | 108.270 |
5 | Generalmajor | 104.687 |
6 | Fagdirektør | 103.485 |
7 | Direktør | 100.660 |
… | ||
293 | Fængselsbetjent | 27.548 |
294 | Biblioteksbetjent | 27.496 |
295 | Politibetjent (færre end syv års ansættelse) | 27.373 |
296 | Vagtbetjent | 26.173 |
297 | Arkivbetjent | 26.062 |
298 | Materielassistent | 26.003 |
299 | Museumsbetjent | 25.729 |
Note: Gennemsnitsmånedsløn inkl. tillæg uden pension og særlige ydelser. 2. kvartal 2020. Kilde: Lønoverblik.
Kontakt:
Kommentarer til pressen: Forbundsformand, Bo Yde Sørensen email: bys@faengselsforbundet.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tjenestemandsreform-fastholder-faengselsbetjente-lavest-i-lonhierarkiet?releaseId=13620670
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **