PRM / Herningelever har Danmarks bedste ide og vinder DM i Entreprenørskab

    Pressemeddelelse fra Fonden for Entreprenørskab

    Benjamin Lytorp Henriksen, Morten Moesgaard og Christian Riis Gaardsted Petersen fra Herningsholm Erhvervsgymnasium har knoklet med deres ide Wilma Care i et år. Faktisk opstod de første tanker om Wilma Care allerede da Benjamin Lytorp Henriksen gik i 8. klasse, men blev først vakt til live, da eleverne skulle være med i entreprenørskabsforløbet Company Programme i år.

    Wilma Care er en kommunikations- og koordineringsplatform til ældres pårørende som er udviklet til plejehjem. Platformen skal sikre større inddragelse af pårørende, lette presset blandt personalet og skabe et samfund omkring de ældre. Wilma Cares mission er at sørge for, at ingen i den danske ældrepleje oplever omsorgssvigt.

    Ved en stor kåring sent direkte fra Industriens Hus blev de tre dedikerede unge bag Wilma Care torsdag aften udråbt som vindere af Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab – Company Programme.

    Der har bare været helt vildt hård konkurrence hele vejen igennem med et tårnhøjt niveau. Så det er vildt at vinde! lød det fra gruppen efter kåringen:

    Det er kendetegnende for os, at vi har en ide om, hvad vi vil, men vi skal også være gode til at høre hvad vores omgivelser siger, især i forhold til ældreplejen, for vi har ingen hverdag der. Men vi har fået en oprigtig interesse for, at der er nogle problemer, som skal løses der. Det er en kæmpe motivation i sig selv, sagde vinderne.

    Med titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en samlet check på 21.000 kroner sponsoreret af Nordea og Bloomberg og en billet til Europamesterskabet, Company of the Year Competition, som afholdes til sommer.

    Herning er hotspot for innovative elever

    Vinderne var oppe mod skarpe konkurrenter, og at Herning er hotspot for innovative unge, blev meget tydeligt i finalen, hvor alle priserne gik til elever fra Herningsholm Erhvervsskole og -Gymnasier.

    Den samlede andenplads og vinder af kategorien Business & Service blev gruppen Kør Digitalt fra Hernigsholm, der har lavet et learning management system og en app udviklet til at forbedre køreskolebranchen. De vandt samlet 15.000 kr. sponsoreret af Nordea og Bloomberg.

    Den samlede tredjeplads og vinder af kategorien Science & Technology blev gruppen ECO Buddy fra Herningsholm, som har lavet en maskine til affaldssortering i restaurationsbranchen. Nye krav om kildesortering af affald udfordrer restauranterne, og ECO Buddys maskine gør det let at sortere og komprimere affald. De vandt samlet 9000 kr. sponsoreret af Nordea og Bloomberg.

    Højt niveau og top-engagerede iværksætterspirer

    Tusindvis af elever fra ungdomsuddannelser i hele landet har været med i Company Programme i løbet af året, og 155 havde kvalificeret sig til finalen, som for andet år blev afholdt online. Og selv om eleverne har været udfordret af ikke at kunne mødes fysisk og kun have online-undervisning, var det imponerende så langt de unge iværksætterspirer var med deres iværksætterideer.

    Den iderigdom og det engagement vi har set i år, hvor det har været ekstra vanskeligt for de unge at mødes og arbejde på deres ide, er helt fantastisk. De har leveret gennemarbejdede og innovative ideer, og niveauet har været højt. Det har været en fantastisk manifestation af fremtidens iværksættertalenter, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, som står bag arrangementet.

    Dansk Industri er partner på Company Programme og lagde igen i år hus til DM i Entreprenørskab.

    Et kæmpe tillykke skal der lyde til vinderholdene af DM i Entreprenørskab 2021. Jeg er overvældet over de innovative og værdiskabende løsninger, som de er kommet op med. Ikke kun vinderne, men mange af de hold, der i dag har præsenteret deres idéer. Det understreger endnu engang vigtigheden af, at vi skaber de bedste vilkår for iværksættere i Danmark, for det er dem, der skaber fremtidens løsninger. Derfor vil vi også fortsat bakke op om DM i Entreprenørskab, ligesom vi i DI i øvrigt arbejder hårdt for at fremme dansk iværksætteri, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri.

    Sofie Østergaard var vært ved DM i Entreprenørskab, hvor deltagerne dystede i fire kategorier: Science & Technology, Society & Globalization, Business & Service og Trade & Skills. Alle deltagerne pitchede live på en online scene og mødtes med dommerne i lukkede dommerinterviews, hvor dommerne kunne spørge nærmere ind til detaljerne i ideerne og give feedback. Efter en intens dag, pitchede de fire kategorivindere live under finalen, hvorefter alle dagens vindere blev udråbt i en live-transmitteret finale.

    Alle vindere ved Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab

    De fire kategorivindere, som er sponsoreret af Bloomberg og Nordea:

    Science & Technology: ECO Buddy fra Herningsholm

    Society & Globalization: Wilma Care fra Herningsholm

    Business & Service: Kør Digitalt fra Herningsholm

    Trade & Skills: Mybabyplaid fra Herningsholm


    Samlede vindere ved DM i Entreprenørskab 2021, som er sponsoreret af Nordea:

    1. pladsen: Wilma Care fra Herningsholm

    2. pladsen: Kør Digitalt fra Herningsholm

    3. pladsen: ECO Buddy fra Herningsholm

    Fotokonkurrencen: GABBY fra Tietgen

    Læs mere om Wilma Care:

    Kontakt:

    Wilma Care: Benjamin Lytorp Henriksen (tlf: 81754511), Morten Moesgaard og Christian Riis Gaardsted Petersen

    Berit Bader Lemming, presse- og kommunikationskonsulent ved Fonden for Entreprenørskab, tlf: 31753481 eller berit@ffefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/herningelever-har-danmarks-bedste-ide-og-vinder-dm-i-entreprenorskab?releaseId=13620605

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **