PRM / H.K.H. Kronprinsen er årets lysfesttaler

    Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune

    Når Slesvigske Fodregiment og Haderslev Kommune den 4. maj markerer Danmarks befrielse vil det være med deltagelse af H.K.H. Kronprinsen, der også er årets lysfesttaler.

    Lysfesten plejer at samle flere tusinde mennesker på kasernepladsen, men med baggrund i den nuværende COVID-19 situation, gennemføres lysfesten i år som et lukket arrangement uden offentlig adgang til kasernepladsen.

    Haderslev Lysfest gennemføres med en uændret respekt for det historiske grundlag omkring frihedsbudskabet fra 1945 og med fokus på fremme af fred, frihed og forsoning i en verden der er præget af konflikter. Haderslev Lysfest bliver i år transmitteret på TV Syd+, TV Syd Live Update.dk samt Haderslev Kommunes Facebook side.

    “Vi er beærede og stolte over, at H.K.H. Kronprinsen har valgt at deltage i lysfesten og holde lysfesttalen. Befrielsen er noget ganske særligt i Haderslev Kommune, og det vil den også være i et år, selvom vi ikke kan samles fysisk på kasernepladsen, som vi plejer. Men heldigvis kan vi stadig sætte lys i vinduet, og det vil jeg opfordre alle til at gøre denne aften. Jeg glæder mig samtidig over, at det i år er lykkes at lave en lystfest, der både transmitteres via tv og sociale medier, så alle får mulighed for at opleve lysfesten og høre H.K.H. Kronprinsens tale hjemme i stuerne”, siger borgmester H.P. Geil.

    Lysfesten gennemføres fra kl. 22.00 til 22.30. Programmet, som er reduceret i tid, vil indeholde de traditionelle sange, som synges ved lysfesten, taler samt kunstneriske indslag fra Haderslev Domkirkes Pigekor og Pivot Dance Company.

    “Det er en stor ære, at H.K.H. Kronprinsen har valgt at være årets lysfesttaler og deltage i lysfesten på Haderslev Kaserne. Det er helt unikt og tilfører en særlig dimension til dette års transmitterede lysfest, hvor publikum sidder derhjemme i stuerne og ikke er fysisk til stede på kasernen. H.K.H. Kronprinsen deltagelse er med til at gøre lysfesten i 2021 til en helt særlig begivenhed i denne coronatid. Det er jeg utroligt glad for”, siger oberst Lars Mouritsen.

    Udover at tale ved lysfesten, vil H.K.H. Kronprinsen også deltage i kranselægning på Haderslev Kaserne for de faldne i Haderslev den 9. april 1940 og frihedskampen.

    Pressens deltagelse og akkreditering

    Pressen inviteres til at deltage i markeringerne efter forudgående aftale og akkreditering. På grund af situationen med COVID-19 vil der være oprettet pressepools, hvor tilmeldt presse skal opholde sig. Ved mange tilmeldinger vil der muligvis blive behov for prioritering.

    Ønske om akkreditering sendes til kontakt- og informationsbefalingsmand seniorsergent Morten Hedegaard Breum på mail: slfr-g-le05@mil.dk

    Tilmelding til senest 3. maj kl. 09.00.

    Mulighederne for pressens deltagelse er som følger:

    4. maj ankomst hovedvagt Haderslev Kaserne senest 20.15 (derefter lukket frem til 21.30).

    4. maj ankomst hovedvagt Haderslev Kaserne senest 21.30. (derefter lukket frem til 22.40).

    Baggrund

    Haderslev Lysfest har været afholdt siden 1950. I 2014 tog Haderslev Garnison og Haderslev Kommune en fælles beslutning om at indlede et tæt samarbejde omkring en fornyelse af Haderslev Lysfest. Dette skulle ske i respekt for de traditioner, der i gennem årene var opbygget omkring lysfesten.

    Der er siden blev arbejdet på ambitionen om at gøre Haderslev Lysfest til en national og folkelig markering af Danmarks befrielse den 4. maj med fred, frihed og forsoning som det gennemgående tema

    Fra 2015 til 2019 har Haderslev Lysfest hvert år haft et deltagertal på omkring 10.000 publikummer.

    I 2020 blev Haderslev Lysfest på grund af Covid-19 gennemført som et lukket arrangement, med deltagelse af forsvarsminister Trine Bramsen.

    Kontakt:

    Spørgsmål kan rettes til seniorsergent Morten Hedegaard Breum på telefon 25 23 79 22 eller kommunikationskonsulent ved Haderslev Kommune Line Lind på telefon 23 30 25 27.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hkh-kronprinsen-er-arets-lysfesttaler?releaseId=13620589

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **