PRM / Borgerforslag fra Hus Forbi: Alle skal have adgang til egne penge

    Pressemeddelelse fra Hus Forbi

    Forestil dig, at alle dine muligheder for at overføre penge pludselig forsvandt. At dit MobilePay, Dankort, rejsekort, og hvad du ellers har, blev lukket fra den ene dag til den anden. Ville du reagere? Ja, mon ikke! Og var det helt almindelige lønmodtagere eller selvstændige der oplevede det, ville politikerne nok meget hurtigt finde en løsning!

    Det er virkeligheden for mange hjemløse og udsatte, der ofte mister adgang til deres egne penge. Problemet er velkendt, men politikerne handler ikke.

    – Derfor har Hus Forbi stillet borgerforslaget ‘Alle skal have ret og adgang til egne penge’. Vi vil have politikerne til at arbejde for at give alle, rig som fattig, husejer som hjemløs, en nem adgang til deres egne penge. Den digitale udvikling går hurtigt, og der er brug for at alle kommer med. Der er brug for politisk handling nu, siger Simon Nielsen, formand for Hus Forbi.

    Forslagsstiller er redaktør Poul Struve Nielsen på vegne af Foreningen Hus Forbi.

    Udsatte mister adgangen til egne penge

    Hus Forbi har i flere måneder beskrevet hvordan hjemløse pludselig mister adgangen til egne penge.

    Et eksempel er hjemløse Csaba Setet, der før havde et hævekort, så han kunne få udbetalt sine penge. Men en dag var hans kort pludselig spærret, fordi han ikke havde dokumenteret den adresse, han ikke har – med det NemID han heller ikke har. Det krævede flere opringninger til banken og et besøg hos Borgerservice, før Csabas konto igen blev åbnet – to uger senere.

    Har man som Csaba intet hævekort, er man nødsaget til at hæve kontanter med sit pas i banken. Desværre for ham – og alle andre i samme situation – lukker bankfilialer på stribe for kontante udbetalinger. Tilbage står Csaba og alle de andre, der ikke kan få fat i deres egne penge.

    – Vi beder ikke politikerne rulle verden tilbage til dengang, man kun kunne betale med kontanter. Sedler og mønter er bare redskaber, men de er stadig nødvendige for dem, der ikke er inviteret med til at kunne bruge de digitale betalingsløsninger, som alle vi andre ofte tager for givet, siger redaktør Poul Struve Nielsen.

    Som hjemløs og Hus Forbi-sælger kender Hus Forbis formand Simon Nielsen selv alt for godt til problemet:

    – De fleste danskere tager det for givet, at har man fået løn, kan man selvfølgelig også bruge den. Men er du hjemløs kan du miste adgangen til dem med et trylleslag – og så er du bare på røven, siger Simon Nielsen.

    Man kan støtte forslaget ‘alle skal have ret og adgang til egne penge’ med en underskrift på www.borgerforslag.dk frem til 14. oktober. Hvis 50.000 skriver under, vil forslaget komme til debat og afstemning i Folketinget.

    – Vi håber på at kunne presse vores dagsorden ind på Christiansborg. Her og nu handler det om, at digitaliseringen af samfundet ikke efterlader nogle danskere på perronen. Vi skal have alle med. Det skal Danmark og politikerne forstå, og derfor stiller vi dette borgerforslag, afslutter Simon Nielsen

    Kontakt:

    Poul Struve Nielsen email: poul@husforb.dk

    Næstformand Hus Forbi Brian Sundstrup tlf.: 3091 9245 email: brian.sundstrup@gmail.com

    Markus Eg email: markus@husforbi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/borgerforslag-fra-hus-forbi-alle-skal-have-adgang-til-egne-penge?releaseId=13620271

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **