PRM / Kildegården i Gladsaxe ansætter stor lægelig kapacitet

    Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune

    Den nye læge på Kildegården skal være med til at sikre, at de indlagte borgere oplever tryghed, kvalitet og sammenhæng i deres forløb.

    – Vi glæder os til samarbejdet med vores nye læge Finn Rønholt. Han kommer med meget stor ekspertise, viden og erfaring fra hospitalsverdenen og i behandling og pleje af ældre, multisyge patienter, som vi netop har mange af på Kildegården. Han vil helt sikkert sammen med vores øvrige fagpersoner kunne bidrage til, at borgerne oplever en endnu større grad af tryghed, kvalitet og sammenhæng i deres forløb, siger leder af hjemmeplejen og Kildegården Anne Kristensen.

    Ansættelsen af en læge på Kildegården sker som en del af den generelle udvikling i sundhedsvæsenet, hvor borgere stadig hurtigere bliver udskrevet fra hospitalet til genoptræning, behandling og pleje så tæt på eget hjem som muligt, ofte i de kommunale tilbud. Kildegården, De Midlertidige Pladser tager netop imod mange af disse patienter, der ofte er ældre multisyge patienter, der endnu ikke er klar til at komme hjem.

    Stærkt tværfagligt team og bedre sammenhæng i forløbene
    De seneste 16 år har Finn Rønholt – med en enkelt afbrydelse som vicedirektør på Herlev Hospital i 1 ½ år – været ledende overlæge i Medicinsk Afdeling først på Gentofte Hospital, senere på Herlev Hospital og senest det fusionerede Herlev og Gentofte Hospital. Han har som sådan et godt kendskab til Gladsaxe og Kildegården.

    – Gladsaxe er kendt som en foregangskommune inden for ældrepleje og omsorg, og jeg har de senere år deltaget i flere udviklingsprojekter sammen med kommunen. De ældre multisyge patienter har brug for et tværfagligt koncept for at få den rette genoptræning, pleje og behandling og det er netop noget af det, Kildegården kan tilbyde, og som jeg ser frem til at indgå i. Jeg vil også gerne bidrage til udviklingen af det nære sundhedsvæsen i aksen mellem kommune, hospital og almen praksis. Borgerne skal nemlig gerne opleve, at de får et sammenhængende forløb af høj kvalitet, og at kommunikationen på tværs af sektorer er entydig, siger Finn Rønholt.

    Finn Rønholt er speciallæge i intern medicin med grenspeciale i geriatri og har sideuddannelser inden for bl.a. neurologi og reumatologi. Han har gennemført en lang række udviklings- og forskningsprojekter inden for det tværsektorielle felt med særligt fokus på de ældre multisyge medicinske patienter. Han har også undervist og bidraget til lærebøger inden for området.

    Kildegården i en god udvikling
    Kildegården har også netop ansat en farmakonom og har derudover sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ergo- og fysioterapeuter, en diætist og aktivitetsmedarbejder ansat til at pleje og genoptræne patienterne.

    – Vi har gjort en kæmpe indsats de senere år for at styrke fagligheden og skabe trygge forhold for borgerne i vores midlertidige pladser på Kildegården, og vi er nået rigtig langt. Derfor er vi også stolte over at kunne byde en kapacitet som Finn Rønholt velkommen og glæder os rigtig meget til samarbejdet, siger Dorthe Wichmand Müller, formand for Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget.

    Finn Rønholt starter på Kildegården den 1. maj.

    FAKTA:

    Uddrag af C.V. Finn Rønholt

    Speciallæge anerkendelser:

    Intern medicin

    Geriatri

    Finn Rønholt har i sin tidlige karriere været ansat på en række hospitaler på Sjælland: Roskilde, Køge, Hvidovre og Glostrup.

    2004 – 2009: Ledende overlæge i Medicinsk Afdeling, Gentofte Hospital.
    2009 – 2011: Ledende overlæge i Medicinsk Afdeling Herlev Hospital.
    2011 -2012: Vicedirektør Herlev Hospital.
    2012 – 2016: Ledende overlæge Medicinsk Afdeling Herlev Hospital.
    2016 – 2021: Ledende overlæge i Medicinsk Afdeling Herlev og Gentofte Hospital.

    Finn Rønholt har skrevet en lang række videnskabelige artikler og er ph.d. Han har også taget en masteruddannelse (MPA). Han har skrevet lærebøger, er underviser, vejleder, holder foredrag og er censor primært inden for ældreområdet (geriatri).

    Medlem af Dansk selskab for Geriatri. Medlem af bestyrelsen 1992-2000, 2002 – 2008

    Formand 2002 – 2006. Næstformand 1995-2000

    Medlem af Nordisk Gerontologisk Forenings fagråd 1999 – 2006, 2008 –

    Siden 2010 Vicepresident.

    Om Kildegården, De Midlertidige Pladser i Gladsaxe Kommune:

    • Kildegården har 69 midlertidige pladser til fortrinsvis ældre borgere, der lider af flere sygdomme.
    • Over 90 procent af borgerne på De Midlertidige Pladser på Kildegården er udskrevet fra hospitalet.
    • Der er i alt ca. 125 medarbejdere ansat på Kildegården, De Midlertidige Pladser. Kildegårdens medarbejderstab består af social-og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fys- og ergoterapeuter, aktivitetsmedarbejder og diætist, farmakonom og nu læge, som arbejder tæt sammen om borgerforløbene.

    Kontakt:

    Leder af Hjemmeplejen og Kildegården Anne Kristensen, telefon: 20 14 58 04
    Ny læge på Kildegården Finn Rønholt, telefon: 61 78 70 38
    Formand for Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget Dorthe Wichmand Müller, telefon 28 83 97 96
    Kommunikationschef Ulla Baden, mobil: 22 76 56 22

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kildegarden-i-gladsaxe-ansaetter-stor-laegelig-kapacitet?releaseId=13620242

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **