Pressemeddelelse fra Norlys
For Norlys Vækstpulje er det vigtigt at bevare et stærkt fokus på andelshaverne og lokalområderne. Men vækstpuljen har også fokus på at støtte innovative tiltag og aktiviteter, der bidrager til en grøn og digital samfundsudvikling.
Norlys Vækstpulje har derfor bevilget 500.000 kr. til Energimuseet i Bjerringbro. I samarbejde med GreenLab Skive, Hydrogen Valley i Hobro og Aalborg Universitet vil museet vise, hvordan et “Power to X”-formidlingsforløb kan være med til at sikre en bæredygtig energiforsyning i Danmark.
En ekstra dimension på formidlingen om vedvarende energi
Projektet er målrettet folkeskolens ældste klasser og ungdomsuddannelsernes yngste klasser, og det skal blandt andet inspirere unge til at vælge et naturfagligt eller praktisk fagområde i deres videre uddannelsesforløb, da det i høj grad er disse fagområder, der skal bidrage til den grønne omstilling.
“Vi har en god og solid formidling om vedvarende energi. Primært, hvordan den bliver frembragt og hvordan den bruges. Men vi vil også gerne formidle viden til alle vores besøgende elever om, hvordan energi fra vindmøller og solceller kan gemmes og bruges til andre formål. Derfor ville vi gerne lave et Power to X forløb for primært udskolingselever og ungdomsuddannelserne. Det er svært at finde ressourcer til at udvikle, når man er et mindre museum som vores. Vi kiggede derfor rundt på forskellige fonde, og her virkede Norlys Vækstpulje som den helt rigtige til at støtte vores formidlingsforløb”, siger Teo Juel Geer, direktør på Energimuseet i Bjerringbro.
En stor bevilling fra Norlys Vækstpulje
Norlys Vækstpulje ser også projektet som et særdeles relevant tiltag, der både kan skubbe på den grønne omstilling og samtidig give unge mennesker muligheden for at være med.
“Norlys Vækstpulje handler i høj grad om at komme fællesskabet til gavn. Projektet her kan være med til at gøre det spændende og attraktivt at være en del af den grønne omstilling, uanset om du er voksen eller ung, og vi tror på, at fremtidens løsninger skal komme fra fremtidens generation. Energimuseets formidlingsforløb omkring Power to X er et vigtigt skridt i at skabe de bedste rammer for at vække en interesse hos dem, som skal udvikle disse løsninger. Derfor har vi også valgt at støtte projektet med et stort beløb, og vi glæder os meget til at se projektet folde sig ud” siger Lene Schilling Muldtofte, formand for bestyrelsen i Norlys Vækstpulje Nord.
For yderlige oplysninger kontakt:
Teo Juel Geer, direktør ved Energimuseet
– 61669549
Kontakt:
Kommunikationspartner Anne Brandborg tlf.: +45 20250830 email: annbra@norlys.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/norlys-vaekstpulje-stotter-power-to-x-formidling-pa-energimuseet?releaseId=13620187
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **