Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd
De hårdeste kritikere var også de første til at vurdere produktet, som Michael Møller Larsen i dag lever af. Ved at smage, nyde og især lege med, havde familien bestående af hustruen Anne og Michael, samt deres tre fælles børn, kvalitetssikret flødebollernes konsistens, smag og udseende. Dommen var sød. Rigtig sød.
– SweetNorth blev til hen over køkkenbordet, hvor min kone og jeg sparrede om et godt navn til en virksomhed, der gerne vil levere flødeboller til hele verden. Så blev vi enige om, at navnet godt må antyde, at produktet kommer fra norden – og det er i hvert fald sødt, forklarer Michael Møller Larsen om starten på SweetNorth med brandet Ærli’ – kompromisløse flødeboller og tilføjer:
– Muligheden er der for at udvide sortimentet i fremtiden. Lige nu fokuserer vi på at få styr på det med flødebollerne.
Styr på det med flødebollerne kan man vist godt sige, at Michael Møller Larsen allerede har. SweetNorth i Haarby på Fyn har eksisteret siden 2018 og har i dag fem medarbejdere ansat inden for produktion og salg. Salgsafdelingen bestående af Michael Møller Larsen og Mike Maarup er ved at lukke aftaler i både ind- og udland og har i dag forhandlere over hele landet, primært specialvarebutikker og delikatesseforretninger. Langsomt er Ærli’ flødebollerne ved at sætte sig på det danske marked, hvor fanskaren vokser støt, og langsomt er de ved at lukke eksportaftaler, der gerne vil bide skeer med den fynske flødebollevirksomhed.
– Vores fordel er, at vi har en længere holdbarhed på økologiske flødeboller, end der hidtil har været. Samtidigt går vi ikke på kompromis med kvaliteten. Vores flødeboller er økologiske og fri for laktose og gluten, så alle kan være med. Vi eksperimenterer gerne med både smag, udtryk og konsistens. Mine børn var de allerførste smagsdommere, og de var vilde med hindbærsmag med den ægte chokolade og de klassiske med kokos, forklarer Michael Møller Larsen, der først udviklede gourmetflødebollerne på køkkenbordet hjemme i Vissenbjerg som et familieprojekt.
En tung start
Ud fra mantraet: “Fantasien sætter ingen begrænsninger” leger chokoladenørden løbende med smagene og tilsætter eksempelvis tangens gode aminosyrer og smagsnoter til skummet, eller tilbyder flødeboller med Læsøsalt, julekrydderi, hindbær, lakrids, blåbær eller forårsvarianten med mango.
I dag kører produktionsanlægget i produktionshallen i landsbyen Haarby i Assens. Den monotone summen fra produktionen er en påmindelse om, at det gamle ordsprog “man må yde, før man kan nyde” kunne mærkes på egen krop. Inden automatiseringen af produktionen blev de små søde mirakler nemlig sprøjtet ud via håndkraft.
– Mine håndled var hævet til dobbelt størrelse. Det var kritisk, lyder det fra Michael Møller Larsen, der gengiver den periode, hvor coronapandemien satte sit præg på flødebolleeventyret.
1. marts 2020 skulle produktionsanlægget efter planen ankomme fra Tyskland til lokalerne i Haarby. Efter den hurtigt stigende efterspørgsel og en rekordhøj bevilling fra LAG MANK (dén vender vi tilbage til) investerede virksomheden i flødebollefabrikkens fremtid. Men de skulle helt hen til efteråret 2020, før udstyret endeligt nåede frem til hallerne. I den mellemliggende periode havde SweetNorth stadig ordrer at levere til – og det trak tænder ud.
– Ugentligt satte vi rekord i produktion for at levere nok, og det fortsatte. Vi havde store slitageskader i håndled og hænder, væskesamlinger og hævelser. Det var hårdt, men sjovt. Og fuldstændig afgørende, at anlægget endeligt kom op at køre, lyder det fra Michael, der endeligt fra uge 43 kunne give sine ansatte og sine egne håndled en tiltrængt pause.
LAG MANK med rekordhøj bevilling til SweetNorth
Fra den lokale aktionsgruppe LAG MANK, der repræsenterer Middelfart, Assens, Nordfyn og Kerteminde Kommuner søgte SweetNorth om medfinansiering til det dyre produktionsanlæg, som skulle kickstarte virksomhedens erhvervseventyr. Ordrebogen var fuld og havde været det siden 2018, hvor 300 flødeboller direkte fra fynboens køkkenbord blev serveret til et bryllup og igangsatte en lavine af bestillinger. Tilsagnet fra LAG MANK blev givet i efteråret i 2019 og lød på 630.000 kroner – rundens højeste tildelingsbeløb.
I marts 2021 kunne SweetNorth endelig få del i tilskuddet til produktionsanlægget, der kan producere op til 40.000 flødeboller. Dermed udgør anlægget en vigtig spiller i det eksporteventyr, som SweetNorth arbejder sig hen imod:
– Vi er lige nu i dialog med Norge, Sverige, Grønland, USA, Tyskland, Rusland og Israel. Det har været en udfordring at overbevise tyskerne om, at én flødebolle skal koste to euro, når de er vant til at kunne købe en kasse med ti i for én. Men gourmetflødeboller er i en klasse for sig, og vi skiller os ud med den lange holdbarhedstid på 28 dage, forklarer Michael Møller Larsen.
Et begejstret ophav
Ved et kig i den online ordrebog kan Michael konstatere, at hele Danmark efterhånden spiser de ærlige flødeboller. Det samme kan han, når SweetNorth inviterer til lagerudsalg af de søde delikatesser, og folk strømmer til fra både Aarhus og Esbjerg. Både med likes og delinger på Ærli’ flødebollernes facebookside og via salg gennem døren ved produktionshallen kan Michael mærke opbakningen.
Lokalområdet har også ydet stor støtte til SweetNorth, der har kæmpet sig igennem de store startvanskeligheder. Men noget tyder på, at der er store lokale smagspræferencer på det danske landkort, for der er særligt én smagsvariant, som fynboerne ikke støtter op om.
– Vi kan simpelthen ikke få afsat vores variant med Læsøsalt på Fyn, griner han.
Hvis tænderne allerede løber i vand, så er der håb forude. Der er åbent op for levering af de små chokoladedrømme, der også kan afhentes direkte på Fyn. Forhandlerne er spredt over hele landet og kan findes via hjemmesiden:
Serie: #VIUDVIKLERPÅLANDET
Rundt om i landet skaber LAG- og FLAG-midlerne både lokalt forankret erhvervsudvikling og lokale arbejdspladser til gavn for de danske landdistrikter. I denne serie sætter Landdistrikternes Fællesråd fokus på de uundværlige LAG’ere og FLAG’ere.
Fakta: De lokale aktionsgrupper
De Lokale Aktionsgrupper (LAG og FLAG) er lokalt forankrede foreninger, der arbejder for at skabe udvikling og innovation i danske lokalsamfund. Aktionsgrupperne varetager udviklingspuljerne, der kan søges til projekter i landdistrikterne, som på den ene eller anden måde understøtter lokalområdet
Der er i alt 30 lokale aktionsgrupper i Danmark, hvoraf syv er integrerede FLAG. I de første år af programperioden 2014 – 2016 var der afsat 90 millioner kroner årligt. Med virkning fra 2017 var beløbet faldet til 60-65 millioner kroner. I 2020 er der afsat yderligere 30 millioner kroner til LAG-ordningen, der er møntet på projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. I den nye programperiode fra 2021 – 2017 er beløbet til LAG-ordningen endnu ikke offentliggjort.
Kontakt:
Kommunikations- og pressekonsulent Cecilie Davidsen Høj tlf.: 53850124 email: cdh@landdistrikterne.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/et-sodt-ivaerksaettereventyr-blev-til-pa-kokkenbordet-i-vissenbjerg?releaseId=13620154
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **