Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune
Tæppe-tetris
Når Ehlers Samlingen slår dørene op, bliver det til et museum med splinternye gulvtæpper. Tidens mange museumsgæster har gennem 40 år trådt en sti rundt mellem montrerne, og de gamle kokostæpper var blevet så slidte, at man kunne se gulvplankerne under de lange trevler.
I fire af rummene på museets førstesal er tæpperne derfor blevet erstattet med nye, mere slidstærke sisaltæpper. For at dette kunne lade sig gøre, har samtlige montre været tømt og flyttet ud rum for rum.
“Det kan ligne en lille forandring, men det har faktisk været et rigtig stort arbejde. Jeg vil tro at mine kollegaer og jeg har haft på den gode side af tusind museumsgenstande i hænderne for at det kunne lade sig gøre. Det har været et stort tetrisspil, men også spændende at gå på opdagelse i montrerne og se nærmere på alt den smukke keramik vi er omgivet af til daglig,“
siger museumsinspektør Nynne Sanderbo Martinusen.
Velkommen til vognsamlingen
Også på Slesvigske Vognsamling er nedlukningen blevet udnyttet til både at planlægge nye udstillinger og nytænke indretningen. Her er det indgangsområdet, som har fået en tur – der er kommet nyt inventar i museumsbutikken, skranken til billetsalget er flyttet, og der er kommet et sofahjørne.
“Nu kan vi give vores gæster en endnu varmere velkomst på Slesvigske Vognsamling,” fortæller museumsinspektør Kim Jacobus Paulsen, som mener, at det gode museumsbesøg allerede starter, når man åbner døren og træder ind i foyeren.
Værkstedet må vente
Det nye Træværksted, som også holder til på Schaumanns Klædefabrik, må desværre vente med at åbne til den 6. maj. Men så står værkstedsleder Daniela Andersen også klar til at give hjælp til selvhjælp, når nedlukningens mange gør-det-selv-projekter skal en tur i værkstedet og få hjælp til at komme over målstregen.
Åbningstider på Historie Haderslevs museer: tirsdag-søndag 12-16.
Coronarestriktionerne gælder stadig, hvorfor der er begrænset besøgstal, mundbindsbrug og som noget nyt krav om fremvisning af et gyldigt coronapas, som vi også kender fra frisører, massører, mv.
Kontakt:
Nynne Sanderbo Thohøj Martinusen
Museumsinspektør
nstm@haderslev.dk
Ehlers Samlingen
Slotsgade 20
6100 Haderslev
Direkte telefon: 74 34 78 17
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/makeover-pa-museerne?releaseId=13620211
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **