Pressemeddelelse fra HK Kommunal
50.000 kommunale og regionale sagsbehandlere, lægesekretærer, jobkonsulenter, tandklinikassistenter, socialformidlere og andre HK’ere har nu fået afklaret deres løn- og arbejdsforhold for de kommende tre år.
Med en ja-procent på ikke mindre end 94,6 har medlemmerne givet en massiv opbakning til det overenskomstresultatet, der blandt andet betyder, at reallønnen bliver sikret, at pensionerne stiger, og at medlemmerne sikres flere penge til efteruddannelse.
57,5 procent af HK Kommunals medlemmer deltog i urafstemningen om de nye tre-årige overenskomster.
I HK Kommunal noterer formand Lene Roed med tilfredshed, at medlemmerne med hende har vurderet, at OK21-resultatet er mere end acceptabelt.
– Jeg er overordnet særdeles tilfreds med, at HK’erne i kommuner og regioner får en sikkerhed for deres købekraft de næste tre år. Og det ser endda ud til, at der bliver tale om en lille forbedring. Vi har fået massive input fra medlemmerne om, at løn og pension skal følge med udviklingen. Derfor har det været helt afgørende for mig, at vi på trods af coronakrisen kom igennem med kravet om en fornuftig lønudvikling, siger Lene Roed.
Stemmeafgivningen viser ifølge HK Kommunals formand også, at medlemmerne har vist uhyre stor ansvarlighed i en svær tid.
– De kommunale og regionale HK’ere har givet os et stærkt mandat til trods for, at vi som samfund i den grad er blevet udfordret både sundhedsmæssigt og økonomisk i løbet af det seneste år. Det vil jeg gerne sige alle medlemmer tak for. Vi har ikke desto mindre fået et resultat i hus, der på mange måder er bedre, end mange har forestillet sig muligt, lyder det fra Lene Roed.
Stemmeprocenten og det massive ja giver ifølge Lene Roed overenskomstfornyelsen et helt særligt perspektiv.
– I en demokratisk organisation er det opbakningen fra medlemmerne, der i sidste ende giver vores aftaler værdi og vægt. Opbakningen fra medlemmerne giver legitimitet til hele aftalesystemet. Vores faglige fællesskab og den danske model har et bundsolidt fundament i de engagerede medlemmer, lyder det fra HK Kommunal-formand Lene Roed.
Kontakt:
Lene Roed, formand HK Kommunal, tlf. 24216431
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/overbevisende-ja-til-ny-hk-kommunal-overenskomst?releaseId=13620200
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **