PRM / Falck fortsætter med hurtigtest

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    Opgaven med at hurtigteste danskerne for Covid-19 har været i udbud og er nu blevet afgjort. Det blev Falck A/S, der vandt udbuddet i Region Sjælland. Frem til 21. april lyder aftalen på leverance af op til 39.000 daglige hurtigtest i Region Sjælland og derefter op til 52.000 daglige test frem til august. Det vil være muligt, at aftalen forlænges yderligere.

    – Den nye aftale betyder, at borgerne i Region Sjælland beholder de hurtigteststeder, som de allerede kender. I første omgang fortsætter Falck, som de plejer, men antallet af test udvides løbende, og vi vil derfor se på, om der bliver brug for at udvide åbningstiderne, siger Anne Øster Hjortshøj, enhedschef i Region Sjælland.

    Let adgang til test

    Falck har stået for regionens hurtigtest i et par måneder. Derfor har Falck været med til at opbygge det nuværende testsetup. Det har resulteret i et meget fintmasket net af teststeder og en organisering, der gør det muligt, at tilpasse indsatsen til det generelle smittetryk og at sætte ind i lokalområder, hvis smitten blusser op.

    – Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med Falck om at sikre, at sjællænderne har let adgang til test, uanset hvor i regionen de befinder sig. Det gælder også hen over sommerperioden, som omfatter mange gæster i sommerlandet – forhåbentligt fra både ind- og udland, siger Anne Øster Hjortshøj.

    Region Midtjylland har stået for udbudsprocessen om hurtigtest på vegne af alle landets regioner. I valg af leverandør har pris og kvalitet vægtet 50 procent hver.

    Se placering af teststeder i hele landet på Coronasmitte.dk

    Kontakt:

    Enhedschef Anne Øster Hjortshøj, Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland, 23 29 77 37

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/falck-fortsaetter-med-hurtigtest?releaseId=13620107

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **