Pressemeddelelse fra Fonden for Entreprenørskab
I både Danmark, Grønland og Færøerne har elever i månedsvis været i gang med at udtænke innovative ideer, og finde ud af hvordan man helt konkret gør ideerne til virkelighed. Alle eleverne har arbejdet med innovation og entreprenørskab i skolen og været med i forløbet Next Level, som er for elever i 7.-10. klasse.
Torsdag den 15. april præsenterede de 16 bedste hold deres ideer ved Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, som Fonden for Entreprenørskab står bag. Mesterskabet blev holdt online og afviklet direkte fra Odense med Camilla Ottesen som vært, og krydret med inspiration til at være ung iværksætter af Casper Blom og musikalsk forkælelse af Patrick Dorgan.
Alle deltagerne havde forberedt sig grundigt og havde knivskarpe pitches parat, så dommerne var på hårdt arbejde, da de skulle vælge mellem de mange nytænkende og innovative ideer.
Støj og motion i fokus
Gruppen Sonority fra Skt. Hans Skole i Odense har opfundet en støjabsorberende skillevæg specialdesignet til skoler og klasselokaler, som skal reducere støj når der fx er gruppearbejde.
– Vi har det fantastisk! Det var en positiv overraskelse, selvom det kom lidt bag på os. Vores ide opstod, fordi vi oplever meget larm i undervisningen, specielt når der er gruppearbejde, hvor mange snakker samtidig. Så vi fandt på ideen om en skillevæg på hjul, som kan køres rundt, og som reducerer den lyd, der er i lokalet, lød det fra gruppen, som vandt 6000 kroner til klassekassen.
Gruppen Forén fra Vesterdal Efterskole løb med den samlede 3. plads for, som er en app, der skal gøre det nemmere for unge at finde foreninger og idrætsmuligheder i nærområdet og dermed inspirere flere 13-24-årige til motion.
– Vi har det virkelig godt og er meget lettede. Fra den første uge har vi været meget enige om, hvad vi ville arbejde med. Det har været udfordrende at arbejde over Zoom, men det har også gjort, at vi skulle tænke i nogle andre baner og prøve noget nyt, lød det fra gruppen, som vandt 4000 kr. til klassekassen.
1. pladsen gik til gruppen DUEL fra Færøerne, som har udviklet tre bæredygtige cremer baseret på egenskaberne i lokale ingredienser fra Færøerne som fx laksefedt og tang.
Alle deltagerne har arbejdet med temaet “Det hjertesunde liv” i det entreprenante undervisningsforløb Next Level. Her prøver de kræfter med entreprenørskab på en spændende og lærerig måde ved at gå fra idé til handling.
Priserne blev overrakt virtuelt af Christina Fleuron fra Hempel Fonden, som støtter DM i Entreprenørskab.
Baggrund:
Fonden for Entreprenørskab står bag Next Level. Fonden arbejder for, at entreprenørskab skal være for alle, og hjælper skoler og uddannelser med at fremme entreprenante og innovative evner hos elever og studerende. Målet er, at entreprenørskab skal være en naturlig del af undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.
Kontakt:
Sonority: Nicolai S. Bæk (tlf: 42 37 06 02), Valdemar Skousen (tlf: 51 51 75 03) og Christoffer Bunkeflod
Forén: Kasper Vang (tlf: 28 90 18 69), Anna Aalund Mortensen (tlf: 20 14 45 57) og Frode Malik Rosing Mygh (tlf: 61 71 59 15)
Berit Bader Lemming, presse- og kommunikationskonsulent, Fonden for Entreprenørskab, berit@ffefonden.dk eller 31 75 34 81.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fynske-elever-vinder-solv-og-bronze-til-dm-i-entreprenorskab?releaseId=13620046
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








