PRM / DPT: Hjælpepakkerne bør fortsætte til juli

    Pressemeddelelse fra Dansk PersonTransport

    Turistbus- og taxivognmænd er stadigvæk hårdt ramt af coronakrisen, og derfor var udmeldingen om en gradvis lempelse af rejserestriktioner længe ventet og meget velkommen. Men på nuværende tidspunkt er der lange udsigter til at vende tilbage til normalen for turistbus- og taxivognmændene. På trods af genåbningen og de lempede restriktioner i forbindelse med rejser, vil det ikke betyde en mærkbar forskel for taxier og turistbusser.

    “Vores medlemmer får desværre ikke ekstra omsætning af, at turisterne rejser med egen bil til Danmark. Det er heller ikke vores forventning, at der ankommer en større mængde udenlandske turister med fly eller krydstogt før Fase 4. Det betyder, at taxibranchen og den del af turistbusbranchen, der lever af at køre ekskursioner og for eksempel open top-busser, ikke vil se en ændring i kundegrundlaget på baggrund af de nye rejsevejledninger,” konkluderer Michael Nielsen, Adm. Direktør i Dansk PersonTransport.

    Dansk PersonTransport har i høj grad set frem til klarhed omkring, hvordan der lempes på rejserestriktionerne. De hårdt ramte turistbusmedlemmer har behov for, at kunderne har tiltro til at grænser åbnes, så de kan begynde at modtage bookinger og planlægge ture. Samtidigt er det væsentligt at få klarhed over, hvordan man i fremtiden skal tilrette den nødvendige kapacitet for såvel taxi- og busture i Danmark som til udlandet.

    “Før vi når til Fase 4, må vi nok konstatere, at det bliver stort set umuligt at arrangere ture til eksempelvis udlandet. Grunden er, at en tur med turistbus igennem EU typisk går gennem flere regioner og lande, så hvis der lukkes ned med kort varsel, bliver det praktisk taget umuligt at arrangere turene. Det er derfor helt essentielt, at hjælpepakkerne fortsætter i deres nuværende form indtil juli for at hjælpe de hårdt ramte vognmænd,” siger Michael Nielsen.

    Kontakt:

    Adm. Direktør Michael Nielsen tlf.: 3133 6900 email: mmn@dpt-dk.org

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dpt-hjaelpepakkerne-bor-fortsaette-til-juli?releaseId=13619881

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **