PRM / International undersøgelse: Dagligvareforbrug i en krisetid

    Pressemeddelelse fra YouGov Denmark

    YouGovs International FMCG report 2021: Consumer goods in a crisis er en dybdegående analyse af forbrugeres holdning til dagligvareindkøb på tværs af 17 globale markeder. Whitepaperet er baseret på mere end 18.000 interview og undersøger ud fra en bred række parametre, hvordan COVID-19-krisen har påvirket dagligvaresektoren verden over.

    Rapporten viser, at pandemien har forårsaget ændringer i indkøbsvanerne globalt set – graden varierer dog meget fra region til region.

    Et gennemsnit på 59% af forbrugerne angiver, at deres indkøbsvaner har ændret sig som følge af pandemien. Globalt set er Mexico det land, hvor flest har ændret vaner (83%), efterfulgt af Indien (81%) og De Forenede Arabiske Emirater (75%).

    Zoomer man ind på Europa, er tallene generelt lavere, men dog er der stadig flere forbrugere, der svarer, at de har ændret indkøbsvaner end ikke.

    I toppen af skalaen angiver 60% af briterne og svenskerne, at de har ændret deres rutiner, mens Danmark ligger i bunden med 44%. Der er også markante forskelle mellem disse to yderpoler.

    Tyskland og Frankrig – to store naboøkonomier i EU – har eksempelvis oplevet næsten samme stigning i andelen af forbrugere, der har ændret indkøbsvaner (hhv. 47% og 46%), mens andelen er væsentligt højere i Spanien (57%) og Italien (54%).

    Vi bruger flere penge på frugt og grønt – og færre på kosmetik og plejeprodukter

    Vores data viser, at forbrugerne har reageret forskelligt på tværs af forskellige kategorier af varer under coronakrisen. For eksempel er forbruget af frugt og grøntsager steget, mens forbruget af kosmetik og plejeprodukter er faldet.

    På tværs af alle 17 markeder svarer knap fire ud af ti (38%), at de spiser mere frisk frugt og grøntsager, mens kun 6% spiser mindre. Samtidig er forbruget af junkfood forblevet nogenlunde stabilt: 27% angiver, at de køber mere, mens 28% køber mindre. Forbruget af mejeriprodukter er steget for 24% af forbrugerne (faldet for 6%), mens også forbruget af bagværk er steget (22% sammenlignet med et fald på 13%).

    Kigger man på alkoholforbruget, angiver en fjerdedel (26%), at de har drukket mere alkohol, mens en femtedel (20%) angiver, at de har drukket mindre.

    Kosmetik og plejeprodukter er – måske ikke overraskende – den kategori, der har været hårdest presset under pandemien. En tredjedel (32%) svarer således, at de har brugt færre penge på kosmetik og plejeprodukter i løbet af 2020.

    Derudover er forbruget af tørvarer og dåsemad – såsom pasta, ris og grøntsager på dåse – steget for 30% af forbrugerne globalt set. Ligeledes har der været en stigning i forbruget af frostvarer – mest i Hong Kong, hvor over halvdelen (55%) har købt flere frostvarer, og mindst i Danmark, hvor det blot gælder 9%. I et europæisk perspektiv er forbruget af frostvarer steget mest i Spanien (31%) og Italien (30%).

    Download whitepaper

    Om undersøgelsen

    Data stammer fra YouGovs whitepaper: ‘International FMCG report 2021: consumer goods in a crisis’, der undersøger, hvordan forbrugernes holdning og adfærd har ændret sig i lyset af coronakrisen.

    Undersøgelsen er baseret på data fra YouGov Profiles og YouGov Custom Research og er foretaget i december 2020. Alt i alt gennemførte vi 18.997 interview på tværs af 17 markeder med udvalgte personer i alderen 18+ år fra YouGov panelet.

    Alle undersøgelser blev foretaget online, og i nogle af landene er internettets udbredelse begrænset til, at man kan sige, at eksemplerne kun repræsenterer den del af befolkningen, der er online. Lande og områder, hvor dette gælder, er Kina (inklusive Hong Kong) og Indonesien. For Indien og Mexico er data begrænset til at repræsentere den urbane del af befolkningen.

    Kontakt:

    Nordic Marketing Manager, PR og Marketing Tove Keldsen tlf.: +45 3142 6154 email: tove.keldsen@yougov.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/international-undersogelse-dagligvareforbrug-i-en-krisetid?releaseId=13619831

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **