Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune
Der skal være plads til alle. Både til børn og unge med sportslige ambitioner på eliteniveau, og til dem, der søger fællesskaber gennem sportslig aktivitet. Det er essensen i de to sponsoraftaler med henholdsvis Nykøbing FC og Guldborgsund Håndbold Aps, som Økonomiudvalget i Guldborgsund netop har godkendt.
Formålet med aftalerne er blandt andet at anerkende og støtte den lokale idræt, der gennem de senere år har markeret sig i både dansk og international topklasse. Eksempelvis har det lokale håndboldhold, NFH, sikret sig alle tre mulige danske pokaler på kun halvandet år, ligesom klubben har deltaget i den største internationale turnering inden for håndboldsporten, Champions League.
Også Nykøbing FC arbejder sig frem mod toppen af dansk fodbold, og selvom klubben i 2020 rykkede ned i 2. division, fejler ambitionerne ikke noget, og der arbejdes fortsat intenst på at blive en del af dansk topfoldbold.
Derudover er formålet med aftalerne at engagere kommunens børn og unge i idræts- og foreningslivet, og at engagere sportsudøverne og idrætslivet i at tage et socialt ansvar gennem sporten.
Blandt andet betyder sponsoraftalerne, at klubberne med afsæt i Guldborgsund Kommunes idrætspolitik skal medvirke til skabe idrætsmuligheder og fællesskaber for børn, unge og voksne med særlige behov, og at der skal laves læringsforløb for institutioner og skoler i kommunen.
Desuden skal klubberne fremme talent- og rekrutteringsgrundlaget, så der fortsat vil være eliteidrætsmuligheder for kommunens børn og unge.
“I Guldborgsund har vi et af landets rigeste foreningsliv, og vi har på få år formået at markere os endnu mere på eliteniveau. Det skal vi blive ved med, og det skal være tydeligt for alle, at man i Guldborgsund kan få indfriet sine sportslige ambitioner, også på absolut topniveau,” siger John Brædder og fortsætter “Desuden er det vigtigt for os, at sponsoraterne kommer alle borgere til gode. Derfor er det en vigtig del af sponsoraftalerne, at alle får mulighed for at blive en del af fællesskabet i foreningerne, uanset ens sportslige forudsætninger, og at vi har nogle rollemodeller, der tager et socialt ansvar. Det synes jeg, vores idrætsforeninger og idrætsudøvere har været gode til, og det gode samarbejde fortsætter med de nye aftaler”.
Kristian Jakobsen, Kommerciel ansvarlig i Nykøbing Falster Håndbold er glad for sponsoratet og udtaler:
“Hos NFH har vi i mange år haft et fortrinligt samarbejde med hele Guldborgsund Kommune, og det glæder os at samarbejdet fortsætter så vi fortsat kan brande vores region på øverste hylde og være et godt sportsligt forbillede for regionens børn og unge. Igennem samarbejdet glæder det os også at vi brander landsdelen på både landsdækkende og internationale medier. Igennem positiv medieomtale opnår NFH en medieanalyse-værdi på over 125 mio. kr. pr. År og tv-tallene er helt i top, når NFH spiller kampe på TV2 og TV2 Sport. Men samarbejdet stikker også dybere end branding, idet samarbejdet også består af en række aktiveringer hos bl.a. børn og unge – ud over den meget positive markedsføring og branding af vores kommune – hvilket glæder os meget i NFH”.
Hos NFC er der også glæde at spore, specielt over aftalens fokus på både bredde og eliten, og på at NFC også er en vigtig bidrager til at styrke bosætningen ii kommunen.
“Vi er rigtig glade og taknemmelige for forlængelsen af vores sponsoraftale med Guldborgsund Kommune, med hvem vi har et godt og tæt samarbejde. Aftalen indeholder en masse parametre og gensidige forpligtigelser som passer godt ind i de visioner og værdier vi har for vores fodboldklub, herunder bl.a. fokus på både elite og bredde, det gode liv, sundhed, trivsel, rollemodeller, glæde, drømme og sidst men ikke mindst bosætning i kommunen. Vi har i NFC stor fokus på at vores spillere og trænere skal bo i Kommunen samtidig med at de arbejder for os, det giver den særlige tilknytning til området som er så vigtig for at kunne lykkes med vores mål og drømme. Vi er lykkedes rigtig godt med denne bosætning indtil videre, og nærværende sponsoraftale hjælper os til at fortsætte ad den vej” siger direktør i NFC Axel Castenschiold.
Sponsoraftalen med Nykøbing FC er på 400.000 kroner og er indgået for 2021. Aftalen med Guldborgsund Håndbold Aps er på 775.000 kroner og er indgået for 2021 og 2022. Derudover har Økonomiudvalget besluttet at yde et sponsorat for hhv. 2021 og 2022 på 75.000 kroner pr. år til Guldborgsund Håndbold ApS, såfremt at de i det indeværende år kvalificerer sig til en af de europæiske turneringer.
Kontakt:
Borgmester John Brædder tlf.: 25180390
Chefkonsulent, Cand.Comm. Rikke Betak Lund tlf.: 25180248 email: rblu@guldborgsund.dk
Kristian Jakobsen, Kommerciel ansvarlig i Nykøbing Falster Håndbold, tlf.: 2890 1111
Axel Castenschiold, Direktør i Nykøbing FC, tlf.: 2040 4747
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-sponsoraftaler-giver-mulighed-for-et-aktivt-idraetsliv-for-alle?releaseId=13619574
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **