Pressemeddelelse fra Halsnæs Kommune
Styrelsen for Patientsikkerhed har i dag meddelt, at børnene i Halsnæs Kommune kan komme i skole igen fra mandag den 12. april.
Skolebørnene blev ellers sendt hjem i ugen før påske som konsekvens af en pludselig og høj stigning i smittetilfælde med coronavirus i Halsnæs. I de seneste dage har smitten imidlertid været nedadgående og har nu nået et niveau, hvor styrelsen anser det for sikkert at genåbne skolerne.
Genåbningen omfatter både folkeskoler og privatskoler beliggende i Halsnæs Kommune.
Med genåbningen overgår undervisningen til den model, der er gældende i resten af landet. Det vil sige, at børn i indskolingen fra 0.-4. klasse møder fysisk ind til undervisning hver dag, mens elever fra 5. klasse og op vil skulle møde ind på skift klassevis. De enkelte klasser får besked direkte fra skolen via AULA om, hvordan undervisningen tilrettelægges.
Liberale erhverv får lov at åbne
Også de liberale erhverv i Halsnæs Kommune kan fra 12. april atter slå dørene op.
Det meddeler Erhvervsstyrelsen, der ligeledes har truffet beslutning på baggrund af de faldende smittetal i Halsnæs.
Borgmester Steffen Jensen glæder sig over, at både skoler og liberale erhverv i Halsnæs får lov til at åbne igen.
“Borgerne har virkelig gjort en stor indsats for, at vi sammen har bragt smitten ned. Derfor kan vi nu åbne vores skoler igen, og de liberale erhverv kan endelig byde kunderne velkommen tilbage. Det er utroligt glædeligt for både børn og voksne i kommunen. Men det er også vigtigt, at vi nu holder fast i de gode vaner, så vi ikke risikerer at skulle lukke ned igen om kort tid. Så hold nu ved! Husk afstanden til andre i supermarkedet, husk at spritte hænder, og brug mulighederne for at blive testet,” lyder opfordringen fra Steffen Jensen.
Kontakt:
Steffen Jensen
Borgmester, Halsnæs Kommune
Telefon: 2620 0782
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skoler-og-liberale-erhverv-i-halsnaes-abner-igen?releaseId=13619569
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **