Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S
Louise Friis Bregendahl er en del af teamet af forsikrings-specialister i Andelskassens Kompetencecenter Privat. De har et tæt samarbejde med Andelskassens kunderådgivere i de enkelte filialer rundt i landet, som henviser bankkunder til Louise og hendes tre kolleger for en forsikringsgennemgang. Her spørger Louise og kollegerne ind til kundens behov for at være dækket, hvis uheldet en dag skulle ramme.
“Som forsikringsspecialist er det min fornemste opgave at hjælpe den enkelte kunde med at være dækket ordentligt, og det er vigtigt, at jeg får spurgt ind til kunden, så jeg får lavet et forsikringstilbud, hvor der “ingen huller” er. Det skaber tryghed for kunden at vide, man er sikret, hvis uheldet en dag rammer, ” fortæller Louise.
Solid erfaring fra branchen kommer kunderne til gavn
Louise har tidligere arbejdet ved TopDanmark samt Sparekassen Kronjylland og kommer fra en stilling som forsikringsrådgiver ved Købstædernes Forsikring, som Andelskassen samarbejder med. Hun kender derfor produkterne særdeles godt og med solid erfaring fra branchen kommer det kunderne til gavn.
“Mange synes, forsikringer er kedelige at sætte sig ind i, og mit arbejde er at sælge noget, der forhåbentlig aldrig bliver behov for. Men jeg føler først, jeg har gjort et godt stykke arbejde, når jeg er kommet godt omkring kundens forsikringsbehov i forhold til kundens liv, børn, husdyr, ejendom, bil osv. og har sikret, at kunden er godt dækket og kender til de forskellige lov- og sikringskrav, ” siger Louise.
Når de gældende COVID-19-restriktioner igen tillader det, skal Louise ud i forskellige filialer og holde fysiske møder med kunder og bankens ansatte. Men i øjeblikket er det primært digitale møder, hun afholder.
Louise er født og opvokset i Randers, hvor hun bor med sin mand og deres to små børn på 10 måneder og 4 år. I fritiden spiller hun håndbold eller løber en tur og har blandt andet gennemført flere halv- og helmaratonløb.
Kontakt:
For yderligere oplysninger kontakt venligst kommunikations- og marketingchef Søren Rimmen på telefon 87 99 30 33 eller pr. mail sri@andelskassen.dk.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-forsikringsspecialist-ansat-i-andelskassen?releaseId=13619536
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **