PRM / Lars Kufall Beck bliver ny CFO i Topdanmark

    Pressemeddelelse fra Topdanmark A/S

    Topdanmarks CFO Lars Thykier har efter 35 år i Topdanmark valgt at gå på pension, og bliver erstattet af Lars Kufall Beck, der er 46 år og kommer fra en stilling som CFO i Saxo Bank, hvor han siden 2019 har haft det globale ansvar for finans, indkøb og treasury. Inden Lars Kufall Beck kom til Saxo Bank, var han i en årrække ansat i ISS, hvor han har haft en lang række lederstillinger, herunder både national og regional CFO i Norden og Centraleuropa. Forud for ISS har Lars Kufall Beck blandt andet rådgivet forsikringsselskaber som konsulent i Deloitte. Lars Kufall Beck er uddannet aktuar og har en HD i Finansiering.

    Lars Kufall Beck udtaler: “Jeg glæder mig til at blive en del af Topdanmarks koncernledelse. Topdanmark er midt i en kompleks transformation, hvor mine ledelseserfaringer i forhold til netop transformation og forretningsudvikling forhåbentlig kan tilføre væsentlig værdi og bidrage til realiseringen af Topdanmarks strategiske målsætninger. Personligt er jeg stolt over nu at blive en del af det stærke brand og de værdier, som Topdanmark repræsenterer”.

    “Med Lars Kufall Becks brede erfaring som CFO både indenfor og udenfor den finansielle sektor og hans tidligere resultater bliver Lars Kufall Becks opgave at videreudvikle Topdanmark på det finansielle område og sammen med den øvrige koncernledelse at bidrage til at realisere Topdanmarks strategi. Vi står et godt sted med vores strategi og ambitiøse 2025-mål, men jeg er sikker på, at Lars vil være med til at udfordre os og bidrage til nye tiltag til glæde for vores kunder, medarbejdere og aktionærer. Ud fra min dialog med Lars er jeg samtidig sikker på, at han vil passe godt til Topdanmark og vores kultur”, siger Peter Hermann, Group CEO i Topdanmark.

    Lars Kufall Beck tiltræder stillingen som CFO senest den 1. september 2021. Lars Thykier fortsætter som CFO indtil da og vil i en overgangsperiode herefter overdrage til Lars Kufall Beck.

    Lars Thykier har været ansat i Topdanmark siden 1986 og blev efter en årrække som direktør for Topdanmark Kapitalforvaltning udnævnt til CFO og medlem af koncerndirektionen i 2009.

    “Jobbet som CFO i Topdanmark er meget givende, men det faktum, at jeg har passeret 70 inden udgangen af vores planlægningsperiode, giver selvfølgelig anledning til overvejelse. Det er ikke med udelt glæde, at jeg forlader mine opgaver og især mine nære kolleger, hvoraf mange er blevet en slags familie over den halve menneskealder, jeg har været i Topdanmark, men alt har sin tid og når det skal være, er timingen ikke værst. Vi har en klarere vision for Topdanmarks fremtid, end vi har haft i mange år, vores strategi er robust, Topdanmark kører godt. Det betyder heldigvis ikke, at alle problemer er løst, tværtimod venter der min efterfølger mange spændende udfordringer med at udnytte vores gunstige situation til at styrke værdiskabelsen yderligere”, siger Lars Thykier og tilføjer:

    “Personligt har jeg været meget tilfreds med mine opgaver i Topdanmark, men der har været den skyggeside, at jobbet altid har krævet ganske mange timer. På den baggrund ser jeg frem til at få mulighed for at investere noget mere tid i mine øvrige erhvervsmæssige interesser, ligesom jeg ser frem til at indhente noget af det forsømte på den private front”, siger Lars Thykier.

    “På Topdanmarks vegne vil jeg gerne sige stor tak til Lars Thykier, som har spillet en helt afgørende rolle i Topdanmark de sidste tre årtier og været en del af årsagen til, at Topdanmark står så stærkt i dag. Lars er både internt og eksternt anerkendt for at have været med til at sætte standarden for værdiskabelse, det at have fokus på at drive forretningen med en effektiv kapitalstruktur, fokus på en effektiv forsikringsforretning og med en begrænset finansiel risikoprofil”, siger Peter Hermann og forsætter:

    “Jeg har kendt Lars i 5 år og arbejdet tæt sammen med ham de sidste 3 år. Jeg har været meget glad for samarbejdet i en periode fyldt med forandringer, hvor jeg har kunne trække på Lars’ viden og erfaring i Topdanmark. Specielt i regnskabsperioderne kommer man tæt på hinanden, og selvom Lars og jeg i flere sammenhænge kan have forskelligt udgangspunkt og forskellige holdninger, så har vores dialog altid været respektfuld og resulteret i endnu bedre løsninger. Jeg kommer til at savne Lars’ altid rationelle holdninger og ærlige feedback og ønsker ham al muligt held og lykke i en ny del af tilværelsen udenfor Topdanmark-familien”, afslutter Peter Hermann.

    Blå bog: Lars Kufall Beck

    Professionelt:

    • Uddannet aktuar ved Københavns Universitet
    • HD i Finansiering ved CBS
    • 2002-2005: Danish RE Group
    • 2005-2008: Deloitte
    • 2008-2019 ISS
      – Vice President, Head of Group Risk Management
      – Vice President, Project Director
      – Regional CFO, Nordic Region
      – CFO, Sweden
      – Regional CFO – Central Europe & Continental Europe
    • 2019- : Saxo Bank A/S – CFO

    Lars Kufall Becks ansvarsområder som CFO i Topdanmarks koncernledelse bliver: Økonomi & Data, Kapitalforvaltning, Regnskab, IR, Genforsikring, Skat og Kredit.

    Privat:

    • Født 1974
    • Bor i Lyngby og er gift med Line Beck, har to børn (Louie og Lasse på 13 og 15 år).
    • I fritiden kan Lars lide at tilbringe tid med familien, rejse og bruge tid på løb. Desuden går Lars op i tyske og italienske vine.

    Kontakt:

    Kommunikationsdirektør Anders W. Frederiksen tlf.: +45 21 15 96 76 email: awk@topdanmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lars-kufall-beck-bliver-ny-cfo-i-topdanmark?releaseId=13619507

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **