PRM / Regeringsudspil om infrastruktur – ja tak til en grøn Frederikssunds-motorvej

    Pressemeddelelse fra Egedal Kommune

    I Egedal har man gennem lang tid arbejdet for at Frederikssundsmotorvejen bliver en realitet. Senest har kampagnen #halveløsninger sat fokus på, at det er uforståeligt, at Frederikssundsmotorvejen reelt stopper i Ballerup. Mange tilbringer i dag tiden i kø til og fra Hovedstaden – og med et estimeret trafiktal på 32.000 biler dagligt i 2030, forventes det kun at blive værre. Derfor er borgmester Karsten Søndergaard også begejstret for, at der er plads til den tredje etape af motorvejen i regeringens udspil om infrastruktur.

    – Dagens udspil er en rigtig god nyhed for Egedal, Frederikssund og Ballerup kommuner og ikke mindst de mange pendlere, der hver dag sidder fast på Frederikssundsvejen. Jeg er meget glad for at det virker til at regeringen har lyttet sagligt til vores argumenter. Det er utrolig vigtigt for borgere og virksomheder, at der er gode muligheder for at komme til og fra sit hjem eller sin arbejdsplads. Vi har allerede fået 10-minutters drift på S-togsbanen, og åbnet nye super-cykelstier. Derfor er det nu også helt på sin plads, at bilisterne endelig får bedre vilkår, siger Egedals borgmester, Karsten Søndergaard.

    En grøn motorvej

    I Egedal lægger man vægt på, at den tredje etape af motorvejen understøttes af løsninger, der fremmer miljøet. Der skal fokus på de grønne løsninger, som kan fremme brugen af el-biler, samkørselspladser og gerne også forsøg med CO2-reducerende asfalt.

    – Selvfølgelig skal motorvejen ikke bogstavelig talt være grøn. Men vi har en unik chance for at bygge en vej, som faktisk understøtter en mere miljøvenlig privat- og erhvervsbilisme. Vi vil eksempelvis gerne se på erfaringerne fra Fyn med udlægning af råjord langs vejen for at give bedre levesteder for vilde planter og blomster, og dermed øge biodiversiteten. Og endelig er det også vigtigt for os, at man ser på støjdæmpning og det visuelle udtryk langs med den kommende motorvej, siger borgmesteren.

    Spænding om forhandlingsresultatet

    Selvom den tredje etape af motorvejen ser ud til at være rykket et skridt nærmere, har man endnu ikke armene helt oppe på borgmesterkontoret i Egedal. Flere af regerings støttepartier har nemlig på forhånd givet udtryk for, at de ikke bakker op omkring Frederikssunds-motorvejen.

    – Nu ser jeg frem til at følge forhandlingerne på Christiansborg frem mod sommer, hvor aftalen skal vedtages. Vi kommer til at holde øje med, om regeringen står ved deres udspil og vi vil selvfølgelig fortsætte vores kampagne og med at lægge pres på for at en udvidelse af Frederikssundsmotorvejen også står i den endelige aftale, slutter Karsten Søndergaard.

    Se filmen om den halve løsning her:
    https://we.tl/t-ACoLwkKYEY

    Kontakt:

    Presseansvarlig Rasmus Øhlenschlæger tlf.: 72596203 email: raoh@egekom.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regeringsudspil-om-infrastruktur-ja-tak-til-en-gron-frederikssunds-motorvej?releaseId=13619500

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **