PRM / Dansk Metal: Gode takter i ny infrastrukturplan

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Regeringens udspil til en ny infrastrukturplan vækker glæde hos Dansk Metal, der mener planen – hvis den bliver realiseret – kommer almindelige danskere til gavn:

    “Alt for mange danskere og alt for mange af vores medlemmer, sidder i kø og spilder tiden på transport, når de skal frem og tilbage på arbejde. Den tid kunne blive brugt meget bedre, for eksempel sammen med familien eller til at give den en ekstra skalle på arbejdet. Derfor er det meget positivt, at vi nu ser ud til at komme et godt skridt på vejen”, siger Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal.

    Dansk Metals medlemmer er en af de grupper, der pendler absolut mest til og fra arbejde. Og ikke mindst, så spilder mange af dem tid på at sidde i kø:

    Hvert femte medlem af Dansk Metal siger, at de spilder meget tid på at holde i kø i deres hverdag. Derfor er det helt åbenlyst for mig, at investeringer i infrastruktur ikke bare gavner produktiviteten, men også gavner rigtig mange danskeres hverdag. Og samtidig så betyder infrastrukturprojekter jo også løbende gode danske arbejdspladser, og det tager jeg selvfølgelig gerne med,” siger Claus Jensen.

    Dansk Metals formand håber nu på, at det bliver konstruktive forhandlinger med partierne på Christiansborg, så der kan landes en bred aftale politisk aftale:

    “Infrastrukturen betyder ufattelig meget for alle danskere, så derfor er det mit klare håb, at vi kan få skabt ro på området ved, at der bliver landet en bred aftale. Jo bredere aftale, desto bedre, så vi kan få sikret et Danmark der hænger sammen og får lettet mange menneskers hverdag”, slutter Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal.

    Kontakt:

    Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-metal-gode-takter-i-ny-infrastrukturplan?releaseId=13619470

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **