PRM / Samarbejde mellem Grundfos, TDC NET og Ericsson leverer værdifuld viden om fremtidig brug af 5G

    Pressemeddelelse fra TDC NET

    Kabelfrie produktionslinjer, forbedret fjernstyring og AGV’er (Automated Guided Vehicles) forbundet til et privat 5G-netværk. Det er blot nogle af elementerne, der har været testet i et 5G pilotprojekt gennemført af Grundfos i samarbejde med TDC NET og Ericsson på Grundfos’ produktionsanlæg i Bjerringbro.

    Projektet er samtidig første gang, at det danske 5G-netværk er anvendt i et industrielt miljø.

    Vigtig viden om 5G’s fremtidige muligheder

    Igennem projektet er der skabt ny viden om, 5G’s anvendelsesmuligheder indenfor industri og produktion.

    Blandt andet er 5G-teknologiens ydeevne sammenlignet med konventionelle kablede forbindelser blevet testet – især med fokus på, hvordan 5G kan understøtte og optimere brugen af mobile teknologier som AGV’er og augmented reality-headset (AR). Teknologier, hvor kablede forbindelser kommer til kort – og hvor det kan være vanskeligt at opretholde en stabil forbindelse over Wi-Fi, når enheden bevæger sig, eller når netværket håndterer mange enheder på samme tid.

    “Det har været et utrolig interessant projekt at dykke ned i, ikke mindst på grund af vores fokus på at udbygge vores digitale værdikæde yderligere. Vi har set klare fordele ved 5G-teknologien, særligt de muligheder den ensartede, hurtige og stabile forbindelse giver i forhold til drift og optimering af dele af vores udstyr, mobile enheder og produktionslinjer”, siger Stéphane Simonetta, Group Executive Vice President og COO hos Grundfos og fortsætter.

    “Teknologien gør det samtidig muligt at afholde stabile virtuelle møder fra distancen og anvende nye teknologier som telepresence-robotter, AR- og VR-værktøjer. Derudover bruger de opkoblede enheder mindre energi. Så vi betragter 5G-teknologien som en reel gamechanger i en industriel verden, hvor både vores medarbejdere og vores udstyr er digitalt forbundne”.

    Fortsat udvikling af teknologien

    Pilotprojektet, der blev afsluttet i december 2020, er gennemført med hjælp fra eksperter i TDC NET og Ericssons fælles 5G Innovation Hub. Michael Fränkle, Executive Vice President fra TDC NET siger:

    “Projektet har vist, at 5G er et reelt og robust alternativ til de eksisterende radioteknologier, der bruges i industrielle sammenhænge. Teknologien leverer pålidelige forbindelser med høj ydeevne og meget lave forsinkelser, hvilket bekræfter potentialet af 5G også indenfor produktionsmiljøer. Det har derfor været et ekstremt spændende projekt, der gør os særdeles optimistiske omkring vores arbejde med fortsat at udforske, modne og videreudvikle 5G-teknologien som led i at skabe den bedst mulige digitale infrastruktur til hele Danmark.”

    Ifølge Ericsson vil indsigterne fra samarbejdet også blive brugt til at videreudvikle det danske økosystem og applikationslandskab omkring 5G.

    “Gennem samarbejdet med Grundfos og TDC NET har vi vist fordelene ved 5G indenfor industriel produktion. Her vil de virksomheder, der først tager teknologien i brug, selvfølgelig også først få gavn af den. Parallelt har vi fokus på at modne det danske økosystem omkring teknologien yderligere og via parternskaber støtte dansk erhvervsliv i at realisere værdien af 5G. Det gør vi blandt andet gennem vores Innovation Hub, hvor vi sammen med TDC NET arbejder for at styrke Danmarks digitale position yderligere”, siger Niclas Backlund, Head of Ericsson Danmark.


    Fakta: 5G-netværket

    • 5G er den femte generation inden for mobilteknologi og er kendetegnet ved højere hastigheder, mindre forsinkelser og høj kapacitet/båndbredde
    • I december 2020 afsluttede TDC NET i samarbejde med Ericsson udrulningen af 5G-netværket. Dermed blev Danmark det første land i Norden med national 5G-dækning

    Kontakt:

    Louise Klinge email: loukl@tdc.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/samarbejde-mellem-grundfos-tdc-net-og-ericsson-leverer-vaerdifuld-viden-om-fremtidig-brug-af-5g?releaseId=13619422

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **