PRM / EU og patentrettighederne: Bør vacciner være globalt tilgængelige?

    Pressemeddelelse fra DEO

    Mens COVID-19-vaccineudrulningen går godt nogle steder i EU, som i Danmark, og mindre godt andre steder, er der mange steder i verden, den slet ikke går. På den måde risikerer vi at tabe hele kampen mod pandemien, da virussen kan mutere i ikke-vaccinerede områder, og derfra sprede sig til vaccinerede områder på ny.

    En stadig større gruppe lande, anført af Indien og Sydafrika og støttet af Læger uden Grænser og en meget lang liste af ngo’er, har bedt om at få ophævet patent-rettighederne, så der kan blive produceret flere vacciner og så folk, også i udviklingslande, kan blive vaccineret.

    Bølgerne går højt. Sydafrika henviser blandt andet til HIV/AIDS-pandemien, der har kostet over 11 millioner afrikanske liv. Udviklingsorganisationen Oxfam har kaldt det “vaccine-apartheid” og direktøren for FN’s Verdenssundhedsorganisation WHO har udtalt, at vi er nødt til at være “på krigsstien” overfor pandemien.

    Verdenshandelsorganisationen WTO’s medlemsstater er meget uenige; en uenighed, der går igen i EU samt internt i EU’s medlemslande.

    Vil det at ophæve medicinalvirksomheders patentrettigheder lede til flere vacciner, ikke mindst i udviklingslande? Produceres der allerede alt, hvad der er muligt, og distribueres også til fattigere lande? Hvad vil der ske, hvis medicinalvirksomheder får ophævet deres patenter og dermed incitamentet til dyre, langsigtede investeringer i at udvikle ny medicin og vacciner? Hvad bør EU’s holdning være, og hvorfor? Disse spørgsmål danner udgangspunkt for en debat med Margrete Auken, MEP for SF, og Pernille Weiss, MEP for Det Konservative Folkeparti.

    Debatten er arrangeret af Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO). Den foregår online tirsdag den 11. maj 2021, 15.00-16.00.

    Arrangementet er gratis, men det er nødvendigt at tilmelde sig. Det kan du gøre her. Så modtager du et link tirsdag formiddag. Med det kan du logge på mødet fra din computer/tablet.

    For yderligere information kontakt:

    Projektleder og analytiker Vibe Termansen

    70 26 36 66 eller vibe@deo.dk

    Kontakt:

    Seniorprojektleder og analytiker Vibe Termansen email: vibe@deo.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/eu-og-patentrettighederne-bor-vacciner-vaere-globalt-tilgaengelige?releaseId=13619402

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **