Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
“God skole er noget vi laver sammen. Det gode samarbejde med lærere og ledere er afgørende for, at vores skoler i Furesø er gode og har fokus på trivsel, læring og dannelse Jeg er meget tilfreds med den nye arbejdstidsaftale. Den bygger på den gode aftale, vi havde i forvejen. Og vi har taget udgangspunkt i de læringspointer, som tillidsrepræsentanter og ledelserne kom med på et stort møde i oktober i Galaksen. Vi har haft en god dialog under forhandlingerne, som også afspejler den dialogkultur, vi gerne vil have ude på skolerne”, siger Per Christensen, skolechef i Furesø.
Formand Louise Brandt er også tilfreds med aftalen.
“Furesø Lærerkreds er meget tilfredse med den nye lokalaftale. Aftalen er bygget op omkring den nye centrale arbejdstidsaftale og den tidligere Furesø-aftale. Vi har arbejdet efter en lokal aftale i Furesø siden 2014 og har derfor aldrig brugt lov 409 som arbejdsgrundlag. Med den nye aftale håber vi, at vi fortsat kan tiltrække og fastholde gode lærere til kommunen. Aftalen har fokus på mulighederne for at løse de mange arbejdsopgaver i et fleksibelt arbejdsmiljø. Aftalen understøtter også lærernes mulighed for at bruge deres professionelle dømmekraft og for at lykkes med opgaven”, siger Louise Brandt, Formand for Furesø Lærerkreds.
Aftalen sætter rammer for arbejdet
Arbejdstidsaftalen sætter rammerne for Furesø-lærernes arbejde. Målet er at sikre rimelige forhold mellem undervisning og forberedelse og så de faktiske økonomiske rammer. Der er lavet en forventningsafstemning, så der både er plads til at løfte kerneopgaven med undervisning, og til at prioritere udviklingsprojekter. Det kan være udviklingsindsatser som ‘fællesskaber’, ‘nutidens og fremtidens kompetencer’, ‘udskoling der styrker relevant ungdomsuddannelse’, ‘løft af alle skoler’ og ’styrkede professionelle praktikere’.
Den nationale arbejdstidsaftale 2020 har givet inspiration til at fortsætte den gode dialogkultur i Furesø, og den mærkede man også under forhandlingerne om Furesøs arbejdstidsaftale.
‘”Den nye aftale giver en fin ramme for det lokale samarbejde om at skabe den bedste skole med dialog og tillid som nøgleord’ siger skoleleder Henrik Hansen, der er formand for lokale skoleledere i Furesø.
Arbejdstidsaftalen træder i kraft 1. august 2021 og kan opsiges med 6 måneders varsel.
Hele aftalen kan læses på
Kontakt:
Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk
Per Christensen, skolechef, 7216 5800
Louise Brandt, formand for Furesø Lærerkreds, tlf. 2857 3917
Henrik Hansen, skoleleder Stavnsholtskolen og formand for de lokale skoleledere i Furesø, tlf. 7216 5677
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fureso-kommune-og-fureso-laererkreds-har-indgaet-arbejdstidsaftale?releaseId=13619338
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **