PRM / Naturnørder modtager pædagogpris fra Novo Nordisk Fonden

    Pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden

    Fra øst til vest i Danmark har pædagoger gjort naturen til børnenes daglige rum og genstand for deres uendelige nysgerrighed og leg. Det gælder blandt andet i Børnehuset Engelshøj – Science i Centrum i Sønderborg og i Gudhjem Naturbørnehave og Vuggestue på Bornholm.

    Begge institutioner har pædagoger, der er selverklærerede naturnørder, og som ikke bare brænder for at være pædagoger, men brænder for at være pædagoger i naturen og lære børnene at værdsætte det, der er grønt og levende.

    For deres passion og engagement belønnes pædagogerne Annette Lausen Duus fra Børnehuset Engelshøj – Science i Centrum og Susanne Bloch fra Gudhjem Naturbørnehave og Vuggestue med Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris 2021 hhv. vest og øst.

    Hver pris er på 150.000 kr. og har til formål at anerkende og synliggøre en særlig pædagogisk indsats inden for læreplanstemaet Natur, udeliv og science.

    Lægger fundamentet for naturfaglig interesse resten af livet
    Annette Lausen Duus brænder for naturen og naturfagene, og hun elsker at inddrage det i børnenes dagligdag og afmystificere den virkelige verden omkring dem gennem undersøgende læring og leg.

    I den seneste tid har hun sammen med børnene bl.a. målt alt i deres omgivelser og også undersøgt, hvad virus, fordøjelsessystemet og immunforsvaret er for noget. Børnene i Børnehuset Engelshøj – Science i Centrum ved nu bl.a., at der er otte meter fra munden, til maden kommer fordøjet ud i den anden ende, og de har også kendskab til mange andre naturbegreber og -fænomener, som selv børn i de første år i skolen har svært ved at forstå.

    Annette Lausen Duus fortæller, at hun føler sig heldig over at få lov til at arbejde med børnene, der ligesom hende selv har en ubønhørlig trang til at udforske.

    “Jeg brænder for at finde ud af, hvordan verden hænger sammen, og børnene elsker at blive klogere på det. Inden for pædagogikken taler vi hele tiden om inklusion og at få børnene med i et fællesskab. Det samler børnene, når de er med til at undersøge tingene sammen,” siger Annette Lausen Duus.

    Hun er samtidig enormt stolt over at modtage en pris for det arbejde, som hun selv opfatter som det naturligste i verden.

    “Der er stadig nogle mennesker, der tror, at vi pædagoger bare passer børn, men der er meget mere i det. Vi lægger fundamentet for al den læring, de skal have i skolen. Det er så dejligt, at der med prisen kommer fokus på vores område,” siger Annette Lausen Duus.

    Børnene får grøn dannelse i Gudhjem
    I Gudhjem Naturbørnehave og Vuggestue er naturen også hele omdrejningspunktet for Susanne Blochs daglige læring og leg med børnene.

    I de fantastiske naturskønne omgivelser omkring Gudhjem er det let for den passionerede pædagog at finde inspiration til det naturtematiske arbejde med børnene.

    Her får børnene en “grøn dannelse”, som Susanne Bloch kalder det, hvor hun gør børnene til riddere af naturen. De lærer blandt andet om affaldssortering og om sagnene om den bornholmske natur.

    For Susanne Bloch er det vigtigt, at børnene lærer, at de selv har en plads i at værne om naturen, og det kan kun ske gennem indsigt i, hvordan den hænger sammen. Vi beskytter kun det, som vi har mødt og kender, siger hun, så det handler om, at hvert barn skal vide, at de kan værne om naturen hver især.

    “Vi kobler det sammen med en legende og undersøgende tilgang, og så er vi nok den første institution i Danmark til at arbejde med naturempati for at styrke børnenes forståelse af, hvordan naturen fungerer og reagerer, og hvordan de passer ind i ligningen. At modtage en pris for det arbejde giver os en tro på, at vi har gang i noget rigtigt,” siger Susanne Bloch.

    Pædagogiske ledere storroser deres ansatte
    Både Rie H. Sigurdsson, der er institutionsleder i Børnehuset Engelshøj – Science i Centrum, og Allan Langstrup Petersen, der er faglig pædagogisk leder i Gudhjem Naturbørnehave og Vuggestue, er glade og stolte over, at deres pædagoger belønnes med en pris.

    “Det er helt fantastisk. Vi er lige blevet en science-børnehave, hvilket nok mest er sket på baggrund af Annettes arbejde, så vi er meget beæret over at modtage den pris. Annette har altid brændt for det naturfaglige, men hun har også fået hele personalegruppen til at følge det spor, fordi vi kan se, det skaber nysgerrige og undrende børn,” siger Rie H. Sigurdsson.

    Allan Langstrup Petersen siger: “Det er kærkomment. Susanne har været her i huset i mange år, og hun har altid brændt for det naturtematiske, som hun både i huset og på øbasis er frontløber for. Susanne har været spydspids for en kultur, så de fleste af de ansatte i dag har fokus på den grønne dannelse hos børnene. Sådan noget bør ikke gå uhørt hen.”

    Prisen kommer hurtigt til at få ben at gå på
    Af prisbeløbet går de 100.000 kr. til de respektive institutioner og kan anvendes til udvikling af det pædagogiske arbejde med det naturfaglige læreplanstema, eksempelvis indkøb af udstyr til teknik- eller naturundersøgelser, opgradering af lokaler/udeområde eller efteruddannelse.

    Det er da også planen, at det netop er de ting, som pengene skal benyttes til i både Sønderborg og Gudhjem.

    “Der er masser af ting på ønskelisten, blandt andet lysplader, mikroskoper og et rørsystem på legepladsen, som børnene kan putte ting i. Jeg kunne også godt tænkte mig andre ting, eksempelvis Bee Bots, der er nogle programmerbare robotter. Da vi først lige er blevet en science-børnehave, er der masser af ting, som vi gerne vil købe,” siger Annette Lausen Duus.

    I Gudhjem kommer pengene på det helt rigtige tidspunkt, fordi institutionen netop er i færd med at bygge et grønt værksted på legepladsen, og det skal fyldes med interiør og redskaber.

    “Vi vil blandt andet gerne købe nogle udstillingsskabe, hvori børnene kan udstille deres fund som på et museum, og så vil vi gerne købe mikroskoper til undersøgelse af science. Vi har 1.000 ideer, men hele personalet skal inddrages i beslutningen,” siger Susanne Bloch.

    Om Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris

    Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris er målrettet engagerede og dygtige pædagoger, der i daginstitutioner giver børn positive oplevelser med natur, tal og teknologi. Prisen består af en sum på 150.000 kr., hvor 50.000 kr. er en personlig pris, og institutionen modtager de øvrige 100.000 kr.

    Institutionens andel skal anvendes til udvikling af det pædagogiske arbejde med det naturfaglige læreplanstema, eksempelvis indkøb af udstyr til teknik- eller naturundersøgelser, opgradering af lokaler/udeområde eller efteruddannelse.

    Prisen uddeles til en pædagog eller et team efter indstilling fra lederen.

    Du kan læse mere om prisen her.

    Kontakt:

    Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/naturnorder-modtager-paedagogpris-fra-novo-nordisk-fonden?releaseId=13619270

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **