Pressemeddelelse fra Salling Group
Nu er det slut med synlig tobak i de danske butikker. Fra i morgen skal tobakken nemlig gemmes væk på alle salgssteder, så børn og unge ikke fristes til at købe tobak. Og dermed vil cigaretterne ikke længere være til skue, når man nærmer sig kassen i den lokale butik, kiosk eller tankstation.
I føtex, Netto og Bilka har tobakken været gemt væk siden 2018, hvor Salling Group som den første dagligvarekoncern valgte at skjule tobakken på eget initiativ. I de knap tre år uden synlig tobak i Salling Groups butikker har tendensen været meget klar:
– Siden vi i 2018 som de første gemte tobakken væk, har vi kunnet konkludere, at det er særdeles effektfuldt. Ikke kun har vi solgt markant færre cigaretter. Vi kan også se, at faldet i salget er særlig markant i butikker med unge kunder. Handling gør en forskel, og ligesom vi er glade for, at andre dagligvarekæder siden har fulgt trop, er vi tilfredse med, at lovgivningen nu sikrer, at samtlige udsalgssteder skal gemme væk, siger Brian Nyeng Olesen, indkøbschef i Salling Group.
I føtex, Bilka og Netto har det at gemme tobakken væk helt konkret resulteret i intet mindre end 116 mio. færre solgte cigaretter. Og i lande som Storbritannien, Norge og Island har man også konstateret en positiv effekt ved indført lovgivning, der af hensyn til de unge forhindrer salg af synligt tobak.
– I Salling Group fulgte vi en konkret anbefaling fra Kræftens Bekæmpelse, Lægeforeningen og Hjerteforeningen, der pegede på netop dette som det ene tiltag, detailhandlen af egen drift kunne rykke på. Det er positivt, at lovgivningen nu forpligter alle udsalgssteder til at bidrage til, at Danmark skal nå en røgfri generation i 2030. For skal vi lykkes med det, skal alle med, hvilket sker nu. Ellers ville vi fortsat bare sende de unge videre til der, hvor det er nemmest at købe cigaretter, uddyber Brian Nyeng Olesen.
– – – – –
Salling Group deler ambitionen om, at Danmark skal nå en røgfri generation i 2030. Altså et samfund, hvor ingen børn og unge begynder at ryge. Derfor gemte føtex, Netto, Bilka og Salling stormagasiner i 2018 som de første kæder herhjemme cigaretterne væk, så de ikke frister de unge.
Salling Group er medlem af partnerskabet Røgfri Fremtid, som blandt andet Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden står bag.
Kontakt:
Salling Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@sallinggroup.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nu-gemmes-tobakken-vaek-i-alle-butikker-i-fotex-bilka-og-netto-har-det-resulteret-i-116-mio-faerre-solgte-cigaretter?releaseId=13619062
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








