PRM / Højere svinepriser i 2020 trods fald fra marts måned

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Svinepriserne fortsatte i starten af året den markante stigning fra 2019, men faldt herefter for at ende på en samlet stigning på 6 procent i 2020. Det fremgår af bogen Jordbrugets prisforhold 2020 fra Danmarks Statistik, der udkommer i dag. Overordnet set var året 2020 dog prismæssigt på niveau med 2019, når man kigger på det samlede jordbrug. Såvel priser på salgsprodukter som købspriser på produkter, der anvendes i produktionen, har i gennemsnit været uændrede i forhold til 2019. Der er dog forskelle, når man kigger på de enkelte produkter og inputs.

    Priserne på varer fra animalsk produktion er steget med 1 procent fra 2019 til 2020. De to vigtigste animalske produkter er svin og mælk, hvor førstnævnte steg med 6 pct., mens sidstnævnte faldt med 3 pct. Udviklingen for de to produkter havde samme retning som året før, hvor svin steg i pris med 28 pct., og mælk faldt med 4 pct. Prisen på oksekød var uændret fra 2019 til 2020.

    Prisudviklingen har været mindre positiv inden for den vegetabilske produktion. Her faldt priserne med 2 procent i forhold til 2019. Især prisen på korn faldt og var 8 pct. lavere end i 2019. Grovfoder og halm faldt med 4 pct., mens priserne på gartneriprodukter udviklede sig mere positivt med prisstigninger på 3 pct. i gennemsnit.

    “Prisen på svin var stigende i de første måneder af 2020 frem til en rekordhøj notering i marts på over 14 kr. pr. kg, men prisen faldt herefter og endte året på et lavere niveau end ved årets begyndelse. Prisfaldet tilskrives navnlig nedlukninger af økonomierne pga. COVID-19. På trods af dette prisfald blev den samlede ændring for 2020 for svin en stigning på 6 pct., mens prisfaldet for korn har hjulpet til lavere foderpriser for svineproducenterne,” fortæller chefkonsulent Henrik Bolding Pedersen.

    Ingen ændring i jordbrugets bytteforhold

    Det såkaldte bytteforhold for dansk jordbrug var således uændret i 2020 sammenlignet med 2019, mens det var 1 pct. højere, end det var i referenceåret 2015. Bytteforholdet beskriver forholdet mellem den pris, producen-terne får for deres salgs-produkter, og det, de skal give for input til at producere disse.

    “Overordnet set påvirker prisudviklingen ikke økonomien for den samlede jordbrugssektor i 2020, når man sammenligner med 2019,” fortæller Henrik Bolding Pedersen.

    Du kan læse mere i publikationen Jordbrugets prisforhold 2020, som Danmarks Statistik udgiver i dag .

    Kontakt:

    Har du spørgsmål til publikationen, er du velkommen til at kontakte Henrik Bolding Pedersen, hpe@dst.dk, tlf. 39 17 33 15.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hojere-svinepriser-i-2020-trods-fald-fra-marts-maned?releaseId=13618667

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **