PRM / Ny programdirektør med bred ledererfaring i hjælpearbejde

    Pressemeddelelse fra Mission Øst

    Alexander Davey er ny programdirektør i hjælpeorganisationen Mission Øst, hvor han skal bistå direktøren for programkontoret i Bruxelles Peter Drummond-Smith med den direkte kontakt til landecheferne i de ni lande i Mellemøsten og Asien, hvor Mission Øst arbejder. Dermed får han også føling med partnerorganisationers og samarbejdspartneres hjælpearbejde helt ude i front.

    Davey er brite og gift med Grace som oprindelig kommer fra Indonesien, hvor Alexander har arbejdet – først for FN og senere for World Vision. I Mission Øst vil han bidrage med solid ledererfaring fra arbejdet som landechef for Norsk Flygtningehjælp i Sydsudan, hvor han havde ansvar for 300 medarbejdere. Han har tidligere været udstationeret i Sydsudan, Senegal, Cameroun og Pakistan for forskellige hjælpeorganisationer.

    Alexander Davey brænder for at knytte frontpersonalet i arbejdslandene tættere sammen med Mission Østs ledelse og medarbejdere i Europa:

    – Jeg kan mærke, at ledere og medarbejdere i Mission Øst virkelig har hjerte for de mennesker, vi hjælper. Det fokus vil jeg fastholde, så vi hele tiden møder de aktuelle behov, som vores frontpersonale i lokalsamfundene efterspørger. Samtidig vil jeg knytte vores landechefer i de forskellige lande tættere sammen, så de kan inspirere og lære af hinanden, siger han.

    Selv får Davey kontor i Mission Østs programafdeling i den belgiske hovedstad Bruxelles, hvor han vil finde sig til rette sammen med Grace og parrets to børn. Fritid og ferier går med læsning og lange vandreture, hvis da ikke Grace sender ham ud i haven for at luge ukrudt!

    Mission Øst blev oprettet i Danmark for 30 år siden og har kontorer i København, Bruxelles og Berlin. Hjælpeorganisationen yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Afghanistan, Armenien, Irak, Libanon, Myanmar, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan.

    Kontakt:

    Pressetelefon 28 707 703

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-programdirektor-med-bred-ledererfaring-i-hjaelpearbejde?releaseId=13618664

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **