PRM / Landets bedste naturfagslærere belønnes med pris

    Pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden

    Engagerede naturfagslærere er med til at forme børns interesse for naturfag, så det kan ende med at blive til en livslang passion og karrierevej.

    Dette forbilledlige arbejde med at gøre naturfag til yndlingsfag belønnes nu med Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2021. Prisen til en skolelærer i den vestlige del af Danmark går til Niels Staun på Løkken Skole, mens prisen i den østlige del af landet går til lærertrioen Ole Andersen, Sophia Bardenfleth og Cathrine Ottosen på Kokkedal Skole.

    Alle fire lærere har udvist en helt særlig evne til at fange folkeskoleelevers interesse for naturvidenskab gennem deres egen passion for fagene.

    Hver pris er på 250.00 kr., hvoraf de 200.000 kr. går til skolen til at udvikle den naturfaglige undervisning.

    Lille skole med stort fokus på naturvidenskab
    Løkken Skole er en lille skole med under 200 elever. Mens det for mange små skoler kan være svært nok i sig selv at have lærere nok til at dække alle naturfagene, kan de på Løkken Skole bryste sig af at have et af landet højeste gennemsnit for afgangseleverne, når det kommer til netop naturfagene: Ofte over 10 i snit!

    En stor del af æren for den imponerede præstation tilfalder skolelærer Niels Staun, der i mere end 25 år har arbejdet benhårdt for at gøre naturfagsundervisning til børnenes yndlingsfag.

    Niels Staun har udviklet en plan for, hvordan han allerede fra fjerde klasse får eleverne til at følge et sammenhængende undervisningsforløb frem til udgangen af udskolingen. I undervisningen arbejder Niels Staun med, at eleverne tager ejerskab over deres egen naturfaglige undervisning fra de indledende undersøgelser til den endelige fremlæggelse af deres resultater.

    Krydret med Niels Stauns egen naturfaglige passion har man på Løkken Skole fundet opskriften på elever, der udviser engagement i naturfagsundervisningen på et næsten uhørt højt niveau.

    “Jeg ynder at sige til mine elever, at de nok er Danmarks bedste til faget natur og teknologi, og den ros tager de til sig og arbejder motiveret videre med projekterne. Selv helt ned til fjerde klasse er de så dygtige til den projektorienterede arbejdsform, at de profiterer mest muligt af undervisningen. Vi får givet børnene nogle kompetencer, samtidig med at vi øger deres læring, og det er jeg rigtig stolt af,” siger Niels Staun.

    Kokkedal skole har lavet en klub for de science-interesserede
    I modsatte ende af riget på Kokkedal Skole går lærerne Ole Andersen, Sophia Bardenfleth og Cathrine Ottosen skridtet videre og bygger ovenpå på børnenes passion for naturfag i skolen til også at inkludere deres fritid.

    Det har de gjort med etableringen af en naturvidenskabelig klub efter skoletid.

    Projektet giver eleverne på Kokkedal Skole mulighed for at dyrke interessen for naturvidenskab ud over det, som findes på skoleskemaet. Eleverne bygger blandt andet katapulter og koder robotter med Lego Mindstorm.

    Ud fra klubben er der kommet en masse interessante projekter, og eleverne har gennem klubtilbuddet blandt andet lavet science-show for indskolingen og til kommunale arrangementer.

    Selvom klubben kun har et par år på bagen, har den været så stor en succes med flere end 100 tilmeldte elever, at klubben har måtte fordele eleverne på forskellige klubdage.

    “Vi synes selv, det er et mega fedt projekt, som vi også meget gerne vil brede ud til resten af landet. I Danmark er vi gode til at have musik og idræt efter skoletid, men der har manglet et tilbud til dem, som interesserer sig for naturvidenskab. Det er vi stolte over at have etableret, og vi er stolte over, at vi har vundet prisen,” siger Ole Andersen på vegne af sig selv og sine kollegaer.

    Stolte skoleledere har længe haft fokus på den naturfaglige linje
    Både i Løkken og Kokkedal sidder stolte skoleledere, der har indstillet deres lærere til den pris, som de nu har vundet.

    På Løkken Skole fortæller skoleleder Arne Dørup Jensen, at det betyder rigtig meget at modtage prisen, fordi skolen er en lille skole.

    “Det er klart, at når man arbejder med at lave en attraktiv naturfaglig profil, som forhåbentlig kan lokke nogle flere børn væk fra de store skoler og ud til os, er det god branding at vise, at vi på skolen har ansat en prisvinder i naturfag,” siger Arne Dørup Jensen.

    På Kokkedal Skole er prisen en understregning af succesen med at gøre videnskab til en tydelig profil på skolen.

    “Vi har arbejdet med at udvikle science-talenter i omkring 13 år, og det har været med til at skabe et stærkt science-miljø, som også tiltrækker rigtig gode science-lærere, der er med til at udvikle hinanden fagligt. Jeg er stolt over, at Ole, Cathrine og Sophia vinder prisen, fordi det er lærere, der brænder for at bringe deres fag og viden videre,” siger skoleleder på Kokkedal Skole Kirsten Birkving.

    Vil købe robotter og udstyr til at studere fotosyntesen
    Med pris fra Novo Nordisk Fonden følger et beløb på 200.000 kr. til udvikling af den naturfaglige undervisning på skolen.

    På Løkken Skole falder pengene på et tørt sted, fordi skolens naturfaglige lokaler ifølge Niels Staun trænger til en kærlig hånd. Derudover vil Niels Staun også gerne skabe en form for auditorium, hvor både lærere og elever kan lave fremlæggelser i den naturfaglige undervisning.

    “Jeg kunne især godt tænke mig, at vi i auditoriet får en stor skærm, hvor vi kan fremvise billeder fra et mikroskop. På den måde kan vi vise børnene eksempelvis planteceller og grønkornene, og de kan se, hvordan fotosyntesen foregår. Det vil være helt suverænt med sådan et auditorium og sådan en skærm,” siger Niels Staun.

    På Kokkedal Skole har man allerede meget veludviklede lokaler og udstyr til den naturfaglige undervisning, så her vil de tre lærere meget gerne bruge pengene på noget eksklusivt til videnskabsklubben.

    “200.000 kr. er vanvittigt mange penge i et skolebudget. Vi kunne rigtig godt tænke os at opdatere vores muligheder for at arbejde med programmerbare robotter eller noget i den stil. Det er rigtig dyrt, hvis man skal have noget, der kan noget forskelligt. Men med prisen er det pludselig en helt anden prisklasse, vi kan kigge på spændende udstyr i,” siger Ole Andersen.

    Om Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris

    Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris er målrettet engagerede og dygtige lærere i fagene fysik/kemi, biologi, geografi og matematik. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturfaglig undervisning i grundskolens udskoling.

    Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris uddeles årligt og er delt i to priser; en til en lærer øst for Storebælt og en til en lærer vest for Storebælt. Hver pris består af en sum på DKK 250.000 bestående af en personlig hæderspris på DKK 50.000 og DKK 200.000 til skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning (fx indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler, ekskursioner eller efteruddannelse).

    Prisen uddeles til en lærer efter indstilling fra dennes skoleleder eller skolebestyrelse. Du kan læse mere om prisen her.

    Kontakt:

    Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landets-bedste-naturfagslaerere-belonnes-med-pris?releaseId=13618525

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **