Pressemeddelelse fra Læger uden Grænser (MSF)
Flere end 50 drab alene i år vidner om, at Al Hol-lejren i det nordøstlige Syrien er et ekstremt usikkert sted at leve. I lejren, hvor der også bor danske kvinder og børn og andre udenlandske statsborgere, har Læger uden Grænser en klinik og kan berette, hvordan sikkerhedssituationen i flere år har været uacceptabel. Og i år er den forværret.
Mange mister livet i målrettede skudepisoder, mens andre bliver fanget i skududvekslinger mellem grupper. Derudover er nogle blevet slået ihjel i knivoverfald og i andre situationer, der kunne være undgået.
I Læger uden Grænsers klinik i lejren, hvor børn bliver behandlet for underernæring, har læger og sygeplejersker i januar behandlet fire skudofre fra to forskellige skyderier. To af ofrene var en mor og hendes barn.
“Folk bliver dræbt med en brutal frekvens, ofte i de telte, de bor i. Mange af dem, der bliver slået ihjel, efterlader sig børn, som ikke har andre, der kan tage sig af dem,” fortæller Læger uden Grænsers katastrofechef i Syrien, Will Turner.
På grund af udviklingen har Læger uden Grænser været tvunget til midlertidigt at sætte opsøgende aktiviteter i lejren på hold. Det betyder også, at organisationen i øjeblikket blandt andet ikke behandler folk ude i deres telte, men udelukkende dem, der kommer til klinikken. Derfor får de allermest sårbare ikke den hjælp, de har behov for.
De tragiske drab i år er desværre et billede på konsekvenserne af de usikre levevilkår, som beboerne oplever. Al Hol kontrolleres af lokale myndigheder og sikkerhedsstyrker, som forhindrer beboerne i at forlade lejr-området.
“Myndighederne har ansvaret for at sikre, at de her folk er i sikkerhed hele tiden. Men det er ikke et sikkert miljø og bestemt ikke et passende sted for børn at vokse op. Mareridtet må og skal stoppe,” siger Will Turner.
Derfor opfordrer Læger uden Grænser til, at det internationale samfund og de lande, hvis statsborgere sidder i Al Hol, til at tage ansvar for at finde en langtidsholdbar løsning. En løsning, som skal være frivillig, og som overholder internationale regler, herunder humanitær lov og menneskerettigheder.
Kontakt:
Presseansvarlig Signe Dalgas Damgaard tlf.: 41777446 email: sda@copenhagen.msf.org
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laeger-uden-graenser-kvinder-og-born-mister-livet-i-al-hol?releaseId=13618515
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **