Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S
Andelskassen kunne for nylig præsentere et fornuftigt årsregnskab for 2020, der viste et resultat før skat på 124,3 mio. kr., på trods af et år præget af COVID-19. Regnskabet og bankens aktiviteter i det forgangne år var på programmet, da banken afholdt digitalt aktionærmøde.
Normalt afholder Andelskassen et aktionærmøde i hver af de seks aktionærkredse, men grundet COVID-19 har banken i år valgt at slå møderne sammen til ét digitalt aktionærmøde, der er filmet og ligger tilgængelig for alle interesserede på bankens hjemmeside.
50.000 kr. til lokale ildsjæle i aktionærkreds Fyn
Traditionen tro var et af mødets højdepunkter uddelingen af Andelskassens priser, hvor banken hvert år hylder en række ildsjæle for deres indsats og for at skabe glæde, udvikling og sammenhold rundt i lokalsamfundene. Andelskassen uddeler i alt 300.000 kr., og på baggrund af indstillinger vælges i hver af de seks aktionærkredse en modtager af Andelskasseprisen på 5.000 kr. og tre modtagere af Sammen kan vi mere-priserne på hver 15.000 kr.
Andelskasseprisen i aktionærkreds Fyn tilfaldt Betina Følleslev. Hun modtager den blandt andet for sit store arbejde som festivalleder på Spoken Word Festival, der som andre festivaler har mærket COVID-19-krisen helt tæt på samt for sin utrættelige indsats for udsatte børn og unge samt isolerede og sårbare borgere på plejecentre og bosteder i Odense og på det øvrige Fyn.
De tre Sammen kan vi mere-priser i aktionærkreds Fyn gik til:
Vikings Cheerleaders i Odense, som arbejder ihærdigt for at udbrede sporten og gøre en forskel for den enkelte udøver.
Foreningen Rytmisk Råstof, der både holder Svendborg kulturelt flydende, men også kærer sig om rigtig mange mennesker.
Foreningen Kunsthåndværk på Kajkanten i Svendborg, der brænder for at udbrede det håndlavede, unikke og lokalt producerede kunsthåndværk.
De blev alle velfortjent belønnet for deres store indsats for lokalområderne.
Man kan læse mere om begrundelserne for prisuddelingerne samt se og lytte til prismodtagernes takketaler på Andelskassens hjemmeside.
Kontakt:
For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassen-uddelte-priser-for-300000-kr-pa-det-arlige-aktionaermode?releaseId=13618512
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **