PRM / Sådan vælger man de rigtige vinduer

    Pressemeddelelse fra Teknologisk Institut

    Vinduer og deres betydning for fx indeklima, energi og økonomi er ofte undervurderet. Faktum er, at det kan være ganske komplekst at vælge det rigtige vindue, fx i forbindelse med en renovering af en bygning. For der er mange forhold, der skal tages stilling til og som kan udfordre beslutningsprocessen, hvis de ikke håndteres korrekt fra begyndelsen.

    Derfor har Teknologisk Institut, med støtte fra Grundejernes Investeringsfond, udarbejdet en vejledning, som sørger for, at valgene ikke træffes på uoplyst grundlag. Vejledningen bliver lanceret online i dag, og kan allerede nu bestilles gratis på GI’s hjemmeside.

    Bedre overblik i beslutningsprocessen
    Morten Jul Lægaard er hovedforfatter på vejledningen, og han ser frem til, at dem der har brug for det, får hjælp til at stille de rigtige krav til de vinduer, de vælger.

    – Det er ikke nemt at sætte sig ind i alle de muligheder og hensyn der findes, når man skal vælge et vindue. Derfor er det endelige valg til tider bygget på tilfældigheder, men det kan give uhensigtsmæssige konsekvenser for bl.a. indeklima, vedligehold og bygningsæstetik, forklarer Morten Jul Lægaard.

    Et eksempel kan være, at valget af et vindue er betinget af, hvor godt det isolerer. Men ifølge Morten Jul Lægaard, er det ikke altid hensigtsmæssigt at spare nogle få procent på varmeregningen, hvis valget betyder ringere dagslysforhold i boligen.

    – Ved at bruge vejledningen får man et bedre overblik over de vigtigste beslutningsparametre i en vinduesvalgsproces og deres indbyrdes sammenhænge. Der er hentet inspiration til vejledningen i de mange gode publikationer, der allerede findes derude og vejledningen fokuserer mere på de valg, der skal træffes, end på en teknisk beskrivelse af vinduers opbygning, fortæller Morten Jul Lægaard.

    Beslutningen er truffet, hvad nu?
    Selve vejledningen starter der, hvor der er taget beslutning om udskiftning af vinduer og hjælper læsere til at lave en kravspecifikation, som kan bruges, når der skal indhentes tilbud fra forskellige vinduesproducenter og/eller leverandører. Vejledningen er opdelt i 10 afsnit, som hver især behandler et overordnet emne og giver en introduktion til de vigtige områder, man skal igennem, når man skal vælge et vindue.

    – Man kan både læse vejledningen fra start til slut eller vælge at dykke ned i enkelte emner eller afsnit, hvor man har brug for viden for at kunne træffe en beslutning om, hvilke krav man vil stille til det nye vindue, forklarer Morten Jul Lægaard og tilføjer, at der kan være mange årsager til at man ønsker at udskifte vinduerne.

    – Det kan fx være, at vinduerne i en bygning ikke lever op til brugernes eller ejernes krav eller ønsker til isoleringsevne og dermed energitab, eller at vinduerne er i så dårlig stand, at de ikke indfrier deres funktionalitet i forhold til at kunne åbnes og lukkes. Det kan også være, at en bygning skifter funktion og at dagslysforhold derfor skal ændres eller, at man har et ønske om at ændre på en bygnings arkitektoniske udtryk med nye vinduer, siger Morten Jul Lægaard.

    Arkitektonisk værdi og respekt for kulturarven
    Ifølge centerchef og arkitekt Grith Bech-Nielsen, Teknologisk Institut, er det væsentligt at være opmærksom på, at vinduesvalget både har stor betydning for bygningens arkitektur og for arkitekturen i det bebyggede miljø, som bygningen indgår i.

    – Netop arkitekturen og respekten for den kulturarv, som vores bygninger repræsenterer er essentielt, og her har vinduerne stor betydning. For bygninger af høj kvalitet er et aktiv for os alle og i Danmark er der mange velbevarede bygninger, som har høj arkitektonisk og kulturhistorisk værdi, hvilket er en ressource, vi bør værne om. Renovering af landets mange fredede og bevaringsværdige bygninger kræver en ekstra indsats, og vinduesvalg er et af nøglepunkterne til at sikre værdien af bygningerne. Det kan godt betale sig at sætte sig ind i bygningens særlige kendetegn og egenskaber fra starten. Tænk for eksempel på, hvordan udskiftningen påvirker både detaljerne og helhedsindtrykket samt omgivelserne. Den forkerte stil eller farve, eller endda blot farven på glasset kan ændre hele husets udtryk – nogle gange i forkert retning, siger Grith Bech-Nielsen, som håber, at rigtig mange bygningsejere vil få gavn af den nye vejledning.

    Kontakt:

    Morten Jul Lægaard, mjld@teknologisk.dk, 7220 1132
    Grith Bech-Nielsen, gbe@teknologisk.dk, 7220 1347

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sadan-vaelger-man-de-rigtige-vinduer?releaseId=13618242

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **