PRM / Nyansat storkundechef med stort kendskab til virksomhedsdrift og livet som selvstændig

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    At drive og lave forretning er noget Henrik Christiansen har fået ind med modermælken. Faren var selvstændig landmand, og moderen har været selvstændig blomsterbinder med to butikker. Alligevel er det ikke livet som selvstændig, der er blevet Henriks levebrød, men den naturlige interesse for virksomhedsdrift og det at lave en god forretning gjorde, at Henrik uddannede sig inden for bankverdenen.

    “Det har altid interesseret mig, hvorfor folk starter en virksomhed op, og hvad der driver dem. Som ansat i et pengeinstitut kommer jeg helt tæt på mange forskellige virksomheder, og jeg elsker at komme ud og se en ny virksomhed og møde menneskerne bag og lave forretninger med dem, ” siger Henrik Christiansen.

    En god forretning for begge parter

    Gennem sin mangeårige karriere har 43-årige Henrik blandt andet været afdelingsdirektør i Østjydsk Bank i Hadsund, erhvervsrådgiver i Spar Nord i Hadsund samt erhvervskonsulent i Andelskassen i Hammershøj. Og nu er han tilbage i Andelskassen igen efter senest at have siddet i en stilling som erhvervskundechef i Jutlander Bank i Randers, hvor han siden 2015 har været ansvarlig for erhvervsafdelingen.

    Omdrejningspunktet har altså altid været erhverv, men det er ikke blot interessen for virksomhedsdrift, der driver Henrik. Det er også hans store nysgerrighed på mennesker. Som storkundechef vil han ikke længere have ledelsesansvar, men han glæder sig til at få udvidet sine faglige kompetencer i arbejdet med de større virksomheder og at komme tættere på menneskerne bag virksomhederne.

    “Jeg kan godt lide at hjælpe mennesker med at opnå deres mål, og jeg synes, det er spændende at være en del af den proces. I et samarbejde er det vigtigt for mig at finde individuelle løsninger, som passer til virksomheden og menneskerne bag, ud fra deres behov. Og en god forretning skal være en fordel for begge parter, så vi hver især får noget godt ud af samarbejdet, ” fortæller Henrik.

    Frivillig engageret sportsmenneske

    Henrik bor på et nedlagt landbrug ved Havndal mellem Randers og Hadsund, i samme område, hvor han voksede op. Her bor han med sin hustru og deres store børn på 17 år og 15 år.

    Fritiden går gerne med at renovere på landstedet eller som frivillig engageret i lokalsamfundet. I øjeblikket er han fodboldtræner, men har også været medlem i vandværkets bestyrelse, inden for egnsudvikling samt formand i den lokale boldklub.

    “Jeg slapper af, når jeg fx bygger træskur, pudser væg og maler udhæng. Men jeg er også lidt af en sportstosse og har altid dyrket sport, primært fodbold. Et sprunget korsbånd gjorde en ende på min aktive karriere, men fodbold har givet mig mange sjove og gode timer, og de gode oplevelser forsøger jeg nu at give videre som fodboldtræner på 2. seniorholdet, ” siger Henrik.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyansat-storkundechef-med-stort-kendskab-til-virksomhedsdrift-og-livet-som-selvstaendig?releaseId=13618132

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **