PRM / Hundested Skole samler eleverne med digital morgensang og musikalske ‘guest stars’

    Pressemeddelelse fra Escalate ApS

    Det handler om nærvær og det berømte fællesskab på afstand, når elever på Hundested Skole synger, skråler eller mumler med på morgensang over Teams. Oven i købet hives der jævnligt musikalske gæster ind i musikuniverset, der fanger og engagerer eleverne.

    Sådan lyder det fra skoleleder Malene Nyenstad om en lille succes på Hundested Skole, der blev sat i gang for et par måneder siden.

    “Selvom mange børn er skoletrætte fra tid til anden, er der det seneste år nok endnu flere, der kan skrive under på at være corona-udmattede og savne skolens fællesskab. Noget af det fællesskab har vi kunne genskabe med digital morgensang,’ siger skolelederen fra folkeskolen i Halsnæs Kommune.

    Men det er ikke gjort med sang alene. Skolen har indført et ekstra musikalsk krydderi til morgensangen i form af gæsteoptrædener.

    De seneste måneder har mere eller mindre kendte gæster kigget digitalt forbi og sunget sange eller akkompagneret elevernes morgensag. Og de musikalske gæster, der kommer forbi Teams-rummet, fungerer som en ekstra motivationsfaktor for at deltage aktivt.

    “Der er ingen, der bebrejder børn og unge for at miste noget af motivationen i det seneste år, og ethvert lille trick, vi kan bruge til at skabe noget engagement udnytter vi skamløst,” siger Malene Nyenstad.

    De seneste måneder har blandt andre Halsnæs’ borgmester, Steffen Jensen; Melodi Gran Prix-deltager Claudia Campagnol; direktøren fra Hundested Kro, Tanja Hollerup; en tidligere musiklærer og lokaltroubadur Mads Westfall været på teams med Hundested Skole til morgensang.

    Morgensang kom fast på skemaet af corona

    Skolen har tidligere haft regelmæssig morgensang, men oftest kun i de små klasser. I de seneste måneder har det dog været et fast punkt på Teams-skemaet for alle elever.

    “Det er ingen hemmelighed at sang og musik kan noget særligt for et fællesskab. Når det seneste år har været så udfordrende og svært for alle, har vi som undervisere måtte genopfinde nogle nye lærings- og motivationsgreb. Sang og musik er et af dem.”

    Og selv om nogle af de ældre elever måske synes, det er lidt for meget og halvpinligt, er Malene Nyenstad ikke i tvivl om, at de alle på et eller andet plan er glade for at samles om musikken.

    “Mange teenagere har haft det rigtig hårdt i det seneste år, og manglen på sociale oplevelser og en fornemmelse af at høre til, har manglet hos mange, tror jeg. Og selvom man skulle tro, at morgensang er virkelig nederen, når man er teenager, er der faktisk rigtig mange, der synger med for fuld udblæsning på C.V. Jørgensen og Kim Larsen. Det højner trivslen og håbet en smule,” slutter Malene Nyenstad.

    Kontakt:

    For yderligere info:

    Malene Nyenstad, skoleleder, tlf: 27 57 22 96

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hundested-skole-samler-eleverne-med-digital-morgensang-og-musikalske-guest-stars?releaseId=13616986

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **