PRM / Nyt, stort projekt skal skabe flere forskningsbaserede virksomheder i Danmark

    Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

    Pressemeddelelse

    Nyt, stort projekt skal skabe flere forskningsbaserede virksomheder i Danmark

    Med en bevilling på 75 mio. kr. fra VILLUM FONDEN ser et nyskabende og ambitiøst projekt dagens lys: Spin-outs Denmark. Formålet med projektet er at skabe flere virksomheder, der udspringer fra de stærke danske forskningsmiljøer ved alle landets otte universiteter.

    Spin-outs Denmark er i en dansk og europæisk sammenhæng et unikt samarbejdsprojekt, der skal løfte både antallet og kvaliteten af de forsknings- og teknologibaserede virksomheder, der udspringer fra de danske universiteter. Formålet med projektet er også at skabe flere jobs for højtuddannede og understøtte udviklingen af et nationalt økosystem af akademiske iværksættere.

    Virksomheder i verdensklasse

    Baggrunden for projektets tilblivelse er, at Danmark har et stort uforløst potentiale og overgås af sammenlignelige europæiske lande og regioner, når det gælder etablering af nye virksomheder og kommercialisering i verdensklasse. Det vil sige, dén forretningsskabelse, der udspringer fra forskningen og den innovation, som den giver muligheder for. Det skal der nu laves om på.

    For at adressere disse udfordringer, har Spin-outs Denmark som projekt defineret tre hovedmål:

    · At øge universiteternes kapacitet og kompetencer i teknologioverførslen.
    · At øge antallet af forskere, der bliver iværksættere.
    · At opbygge et stærkt og velfungerende iværksætterifællesskab.

    For at sikre projektets kvalitet og fremdrift nedsættes et Advisory Board med erfarne internationale eksperter, repræsentanter fra Vækstfonden, Innovationsfonden, danske virksomheder og investorer.

    Perspektivrigt projekt
    Bevillingen på 75 mio. kr. finansierer det femårige forløb, og det er Syddansk Universitet (SDU), der leder, koordinerer og driver projektet i et tæt samarbejde med landets øvrige syv universiteter.

    Det er derfor en glad chef for SDU’s Research & Innovation Organisation (SDU RIO), Søren E. Frandsen, der sammen med kollegaerne nu endelig kan se det landsdækkende projekt blive en realitet:

    Vi har længe arbejdet for, at dette enestående samarbejde kunne blive til virkelighed. Det er et vigtigt og perspektivrigt projekt for Danmark, danske forskere og universiteter. Ambitionsniveauet er højt – og det siger også noget om udfordringen. Den glæder vi os til at tage på os.

    Siger Søren E. Frandsen og fortsætter:

    Vi er derfor umådeligt glade for den meget flotte bevilling, som vi netop har modtaget fra VILLUM FONDEN. Den muliggør, at vi kan påbegynde et sådant projekt på tværs af alle landet universiteter. Jeg er overbevist om, at det ikke alene vil styrke samarbejdet universiteterne imellem, men også vil gavne hele samfundet i forhold til både iværksætteri, jobskabelse, innovation og kommercialisering af dansk forskning og viden.

    Det var forskningsdirektør Thomas Bjørnholm fra VILLUM FONDEN, der overbragte den glædelig nyhed om bevillingen, og han ser naturligvis frem til projektet:

    Vores bevilling til Spin-outs Denmark er næring til det økosystem, som får grundforskning til at vokse til anvendelse. Vi glæder os over at have muligheden for at støtte op om universiteternes prioriteter og håber, at samarbejdet mellem tech trans-kontorerne ved de danske universiteter vil styrke dem i arbejdet med at levere innovation, som kan hjælpe med at tilvejebringe løsninger på f.eks. klimaudfordringerne.

    Sådan lyder det fra Thomas Bjørnholm, der som forskningsdirektør selv kommer til at sidde med i projektets Advisory Board som observant og repræsentant for VILLUM FONDEN.

    Læs mere om Spin-outs Denmark i det vedhæftede fact-sheet.

    For yderligere uddybning, baggrundsmateriale eller interviews, kontakt venligst:


    Syddansk Universitet (SDU)

    Chef for SDU RIO
    Søren E. Frandsen
    +45 29 25 86 90
    sfr@sdu.dk

    VILLUM FONDEN

    Kommunikationsrådgiver
    Anna Høxbro Bak
    +45 22 64 03 55
    aba@veluxfoundations.dk

    Kontakt:

    Kommunikationsrådgiver Susanne Siig Petersen tlf.: +45 4051 6344 email: susp@sdu.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-stort-projekt-skal-skabe-flere-forskningsbaserede-virksomheder-i-danmark?releaseId=13617583

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **