PRM / Akademikerne: Vi skal investere i dagpengesystemet, før det er for sent

    Pressemeddelelse fra Akademikerne

    Akademikernes formand Lars Qvistgaard udtaler:

    “Dagpengesystemet er i høj grad finansieret af medlemmernes kontingentkroner. Men når flere og flere oplever, at dagpengesystemet er blevet så dårligt, at det ikke giver tryghed i tilfælde af ledighed, så begynder folk at melde sig ud. Hvis det sker, står staten og de svageste tilbage med regningen, og vores flexicuritymodel stopper med at eksistere”.

    Qvistgaard fortsætter:

    “Vi har brug for reelle investeringer i dagpengesystemet, så det igen bliver attraktivt for alle grupper af ledige. Det betyder både, at vi skal sikre et løft af dagpengesatsen for alle, og at dem, der bruger systemet mindst, også har en tryghed, hvis de bliver ledige”.

    Endelig er det afgørende for Akademikerne, at ingen ledige må stilles ringere end i dag. Der skal tilføres nye midler til dagpengesystemet, så forbedringer for nogle grupper af ledige ikke sker på bekostning af andre grupper, fx dimittenderne.

    “Dagpengesystemet er i krise, fordi det igen og igen er blevet forringet. Både dimittender og langtidsledige er allerede blevet ramt, og mindrereguleringen gør, at dagpengene løbende mister værdi. Vi får ikke dagpengesystemet ud af krisen ved at fortsætte den kurs, tværtimod så har vi brug for reelle investeringer.” Det siger Lars Qvistgaard afslutningsvis.

    For yderligere kommentarer, kontakt Lars Qvistgaard på 2147 2686.

    Akademikerne er talerør for 447.000 offentligt og privatansatte og udgør den akademiske fagbevægelse.

    Akademikernes pejlemærker for en fremtidssikring af dagpengesystemet:

    1. Dagpengesatsen skal sættes op, så kompensationsgraden hæves for alle

    Vi vil øge dagpengenes kompensationsgrad og derunder stoppe mindrereguleringen.

    2. En trappemodel skal give tryghed til de ledige, der har brugt dagpengesystemet mindst

    Vi arbejder for en trappemodel med højere dagpenge i de første måneder, man er ledig.

    3. Ingen ledige må stilles ringere end i dag

    Vi vil ikke have, at forbedringer af dagpengene stiller nogle ledige ringere end andre, fx dimittenderne.

    Kontakt:

    Yasmin Davali email: yd@ac.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/akademikerne-vi-skal-investere-i-dagpengesystemet-for-det-er-for-sent?releaseId=13617702

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **