Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen
Sikkerhedsstyrelsen forstærkede i 2020 indsatsen for at skabe et mere sikkert samfund, hvor danske borgere kan have en tryg hverdag.
Mens corona-smitten kastede lange skygger over Danmark, foretog Sikkerhedsstyrelsen godt 11.300 tilsyn, hvilket er flere end dobbelt så mange som året før, hvor der blev foretaget knapt 5.100 tilsyn.
Det øgede aktivitetsniveau skyldes dels en stigning i antallet af ordinære tilsyn fra 5.098 til 7.078, dels at der i slutningen af 2020 blev gennemført knapt 4.300 ekstraordinære corona-tilsyn i butikker og restaurationer. Her vejleder medarbejdere fra Sikkerhedsstyrelsen om reglerne for at undgå corona-smitte i det offentlige rum.
“Vi har gennem flere år arbejdet med at etablere digitale og transparente driftsstyringssystemer og projekttavler. Det kom os til gode i 2020, hvor vi holdt kadencen og endda har øget tempoet på flere områder, selv om medarbejderne i lange perioder arbejdede hjemmefra,” siger direktør i Sikkerhedsstyrelsen Lone Saaby.
2020 blev også året, hvor kontrollen med værnemidler voksede fra at være et lille arbejdsfelt til i perioder at være en døgnbemandet enhed på 10 medarbejdere, der sammen med andre myndigheder var med til at sikre kvaliteten af de ansigtsmasker, som blev importeret eller produceret herhjemme.
Sikkerhedsstyrelsen lancerede også et nyt digitalt værktøj, baseret på kunstig intelligens, til at finde farlige produkter på internettet med – samt en ny huseftersynsordning, der har gjort tilstandsrapporter og elinstallationsrapporter lettere at navigere efter for forbrugere på udkig efter en ny bolig.
“Alle medarbejdere i Sikkerhedsstyrelsen har været meget innovative og gode til at finde nye løsninger på store udfordringer. De har udnyttet de digitale muligheder og har i stor udstrækning samarbejdet med eksterne partnere. Jeg tror, det er en vigtig årsag til, at organisationen både har udviklet sig og har været i stand til at øge aktivitetsniveauet i 2020,” siger Lone Saaby.
Kontakt:
Kommunikationschef Jacob Vestergaard, tlf. 30 33 36 45, jve@sik.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sikkerhedsstyrelsen-skruede-op-for-sit-aktivitetsniveau-i-2020?releaseId=13617144
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **