Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse
Børn skal ikke tumle på byens legepladser eller spille fodbold med miniputterne i røgen fra de voksnes cigaretter. Det mener tre ud af fire danskere ifølge undersøgelsen ‘Danskernes holdning til tobak’, som Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden og Hjerteforeningen står bag. I Region Nordjylland er opbakningen til visse røgfri udeområder endda højere end i resten af landet.
– Vores holdning til, hvor der kan ryges, ændrer sig. I øjeblikket endda ret hastigt. Vi har vænnet os til, at vi ikke ryger indendørs. Nu er turen kommet til at diskutere de fælles udendørs områder som legepladser, strande og idrætsområder. Mange – både børn og voksne – vil gerne kunne bevæge sig rundt uden at blive udsat for røg, siger Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden.
Sammen med Kræftens Bekæmpelse dannede TrygFonden i 2017 partnerskabet ‘Røgfri Fremtid’, der arbejder for, at ingen børn og unge ryger i 2030.
Rygning ud af børnenes hverdag
Opbakningen er størst til røgfri legepladser og idrætsanlæg. Men også busstoppesteder og forlystelsesparker står højt på danskernes ønskeliste over røgfri udeområder. Omkring halvdelen ville foretrække, at også udeservering på caféer og restauranter, strande og parker var røgfri. Og det ser ud til, at Nordjyderne er særligt glade for røgfri områder – i Region Nordjylland er opbakningen til røgfri busskure, udeservering og festivaller nemlig højere end i resten af landet.
Ifølge Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, giver det god mening:
– Ved at gøre omgivelserne røgfri – også udendørs – kan vi både beskytte børn og unge mod tobaksrøg og bidrage til, at rygning ikke bliver en naturlig del af deres hverdag. Det, ved vi, har betydning for, om de selv begynder at ryge, forklarer hun.
Røgfri Fremtid samarbejder med Kommunernes Landsforening og de enkelte kommuner om at indføre røgfri udearealer.
Det handler om røgen – ikke om rygerne
Kommuner som Aarhus, Odense, Aalborg har allerede introduceret forskellige røgfri udearealer. Det samme har private boligforeninger, strande og caféer. Erfaringer viser, at de fleste er glade for og respekterer de røgfri områder.
– Røgfri udearealer handler om røgen – ikke om dem, der ryger. En venlig appel til ikke at ryge i nærheden af børn og unge vil for det meste blive positivt modtaget, og mange vil helt naturligt følge opfordringen. Forud for nye rygeregler følger ofte debat og kritik, men når først reglerne er indført, er de fleste glade for dem, siger Morten Ørsted-Rasmussen, Chef for Strategi, Forebyggelse og Udvikling i Hjerteforeningen.
Røgfri Fremtid lancerer den 17. marts inspirationskataloget “Et røgfrit miljø er noget, vi vælger til”, med seks personlige beretninger fra brugere af røgfri udeområder.
Opbakning til røgfri udeområder
- 77 % ville foretrække at offentlige legepladser var røgfri.
- 73 % ville foretrække, at idrætsanlæg og sportspladser var røgfri.
- 66 % ville foretrække røgfri fodboldstadion.
- 66 % ville foretrække røgfri busstoppesteder – i Region Nordjylland gælder det 71 pct.
- 62 % ville foretrække røgfri forlystelsesparker og zoo.
- 57 % ville foretrække, at udeserveringer ved caféer og restauranter var røgfri – i Region Nordjylland gælder det 60 pct.
- 48 % ville foretrække at offentlige strande og parker var røgfri.
- 43 % ville foretrække at festivaler var røgfri – i Region Nordjylland gælder det 49 pct.
Fra Danskernes holdning til tobak 2020
Om undersøgelsen
Analysen er baseret på 5.119 besvarelser fra en spørgeskemaundersøgelse blandt personer i alderen 15 år og derover. Undersøgelsen er repræsentativ på køn, alder, region og uddannelse. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret panelundersøgelse af Kantar Gallup for TrygFonden, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen i perioden 13. november til 11. december 2020.
Kommuner med røgfri udeområder
Nord
- I Aalborg Kommune henstilles der til, at der ikke ryges i byens Friluftsbad, ved busstoppesteder og på byens legepladser
Hovedstaden
- Frederiksberg Kommune har indført røgfri udearealer ved alle institutioner og foreninger, hvor børn og unge færdes – herunder kommunens idrætsanlæg, museer, biblioteker, svømmehaller og andre kulturinstitutioner i kommunen.
- Brøndby, Ishøj, Gladsaxe og Københavns kommuner har indført røgfri legepladser
- Hvidovre Kommunes strand er røgfri
Sjælland
- Roskilde og Slagelse kommuner har indført røgfri legepladser
Midt
- Randers Kommune har indført røgfri legepladser
- I Aarhus Kommune har busstoppesteder, parker og områder foran kommunale bygninger været røgfri siden sommeren 2020, og et forslag om røgfri strande er til behandling i byrådet
Syddanmark
- Odense Kommune har indført røgfri legepladser
Kontakt:
Kræftens Bekæmpelse
Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef:
Mobil: 51 33 24 94
TrygFonden
Karen Bøgedal, pressechef:
Mobil: 30 56 34 32
Hjerteforeningen
Morten Ørsted-Rasmussen, Chef for Strategi, Forebyggelse og Udvikling
Mobil: 31 10 41 10
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nordjyderne-er-vilde-med-rogfri-udeomrader?releaseId=13617142
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **