PRM / Nybagte forældre søges: Hjælp os med at tænke nyt på fødeområdet

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Har du lyst til at dele dine meninger og gode ideer til, hvordan vi skaber gode forløb for gravide og fødende på Region Hovedstadens hospitaler? Har du født på et af regionens hospitaler inden for det seneste år, eller er du partner til en som har? Så hører vi meget gerne fra dig. Sådan lyder opfordringen fra et nyt Opgaveudvalg, der sætter fokus på gravide og fødende.

    “Fødeområdet har været debatteret heftigt i medierne de seneste måneder. I Region Hovedstaden har vi taget mange initiativer, der skal styrke regionens tilbud til de gravide og fødende. Men selvfølgelig kan vi gøre det bedre. Derfor glæder jeg mig til at komme i gang med arbejdet i opgaveudvalget. Ikke mindst til at høre nogle af dem, som det hele handler om, nemlig de fødende og deres partnere. Jeg ser frem til, at vi sammen med de kommunale repræsentanter kan komme med nogle bud på, hvordan en god og tryg fødselsoplevelse her i Region Hovedstaden kan se ud,” siger Annie Hagel (Ø), der er formand for opgaveudvalget.

    Borgerne inddrages i politikudvikling

    Et opgaveudvalg er et udvalg, hvor politikere, borgere og kommuner sammen skal finde løsninger på konkrete udfordringer i sundhedsvæsenet. Opgaveudvalgene skal bidrage med nye ideer til fremtidens velfærd i Region Hovedstaden, så det nære og sammenhængende sundhedsvæsen bliver omdrejningspunktet for bedre patientforløb.

    Lars Gaardhøj (S) er næstformand i Opgaveudvalget for gravide og fødende, der kommer til at bestå af tre politikere fra Region Hovedstaden, to politikere fra kommunerne samt 12 borgere.

    “Det er en stor omvæltning for hele familien, når familien bliver udvidet med et lille barn. Derfor får gravide og nybagte forældre nu mulighed for at give deres erfaringer videre til os politikere – både i Region Hovedstaden og i kommunerne,” siger Lars Gaardhøj.

    Politikerne søger borgere bosiddende i København, der inden for det seneste år er blevet forældre til deres første barn. Udvalget vil tilstræbe en bred repræsentation, og derfor opfordres alle borgere til at deltage uanset etnicitet, køn, seksuel orientering, handicap, religion og alder.

    Interesserede kan læse mere og tilmelde sig på Region Hovedstadens hjemmeside

    Fakta om opgaveudvalg

    Region Hovedstaden har nedsat fire opgaveudvalg. De to første blev afholdt i efteråret 2019-sommeren 2020 og de to øvrige afholdes i foråret 2021. De to opgaveudvalg, som afholdes i 2021, afslutter deres arbejde inden sommerferien 2021 og skal præsentere sine anbefalinger på et regionsrådsmøde i juni 2021.

    Hvert opgaveudvalg består af:

    3 regionspolitikere (heraf 1 udvalgsformand og 1 -næstformand), 2 kommunalpolitikere og 12 borgere.

    Overordnede fokusområder for opgaveudvalgene:

    • Børn og unge som patienter
    • Mennesker med psykisk sygdom og misbrug
    • Gravide og fødende
    • Forebyggelse og sundhedsfremme

    Hvert opgaveudvalg består af 15 medlemmer: 3 regionspolitikere (heraf 1 udvalgsformand og 1 -næstformand), 2 kommunalpolitikere, 12 borgere.

    Yderligere info:

    • Annie Hagel (Ø), formand for opgaveudvalget på mobil 2462 2912
    • Lars Gaardhøj (S), næstformand i opgaveudvalget på mobil 2892 2598

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nybagte-foraeldre-soges-hjaelp-os-med-at-taenke-nyt-pa-fodeomradet?releaseId=13617063

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **