PRM / Folketing har stemt: Sidste feriepenge kan udbetales

    Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

    Om få uger kan landets lønmodtagere bestille de sidste ugers indefrosne feriemidler. Flertal i Folketinget har nu stemt for loven, der gør det muligt at få pengene snart.

    Lønmodtagerne har samlet 56 milliarder kroner før skat til gode i denne omgang. Pengene kan udbetales før tid, fordi de kan være med til at få gang i samfundet i en svær tid.

    Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

    – Coronaen har ramt flere brancher hårdt økonomisk. Derfor har vi også sat ind med hjælpepakker ikke mindst for at redde arbejdspladser. Ligesom hele Folketinget nu har besluttet, at lønmodtagerne kan få deres indefrosne feriepenge før tid, så de kan være med til at få gang i hjulene. Håbet er, at pengene bliver brugt på danske varer og lokalt i de butikker og virksomheder, hvor man bor. Vi kan fra udbetalingen i efteråret se, at omkring 75 procent hævede deres penge, og at pengene var med til at få fart i omsætningen rundt omkring.

    I alt har arbejdsgiverne indberettet ca. 108 milliarder kroner i indefrosne feriepenge. Staten har lagt pengene ud for at skåne virksomhederne, fordi flere er presset økonomisk.

    I alt hævede lønmodtagerne omkring 52 milliarder kroner før skat, da man i efteråret kunne hæve de første uger af de indefrosne feriepenge.

    Oprindeligt skulle de indefrosne feriepenge være udbetalt, når man når folkepensionsalderen, medmindre man inden da af andre grunde trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og man i den forbindelse beder om feriepengene.

    Se hvordan første runde af udbetalingen af feriepenge fordeler sig bl.a. på regioner og alder.

    Det er frivilligt, om man vil have sine feriepengene udbetalt nu eller vente til senere. Lader man dem stå vil de blive forvaltet af LD Fonde.

    Kontakt: Beskæftigelsesministeriets pressevagt: 5123 2830

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/folketing-har-stemt-sidste-feriepenge-kan-udbetales?releaseId=13617003

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **