PRM / Landbruget fremtidssikrer og sætter økologisk areal-rekord

    Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening

    Det samlede økologiske landbrugsareal nåede i 2020 op på 12 pct. og fortsætter dermed sin vækst gennem de seneste år. Siden 2007 er der sket en fordobling af det økologiske landbrugsareal fra godt 150.000 hektar til 310.000 hektar, viser den opgørelse som Landbrugsstyrelsen netop har udgivet.

    Og noget tyder på, at væksten fortsætter. I hele 2020 foretog Økologisk Landsforenings konsulenter 225 gratis omlægningstjek hos landmænd og producenter. Ved årets slutning var der sågar ventelister til at få rådgivning.

    “Vi får direkte henvendelser fra landmænd og producenter, men også fra virksomheder i afsætningsleddet. Derudover har vi en række samarbejder med kommunerne,” forklarer Jens Peter Hermansen, økologikonsulent i Økologisk Landsforening.

    “Det er typisk ønsket om at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel fra markedet og forbrugerne, som får producenterne til at tage første skridt med et omlægningstjek. Men også de politiske signaler har stor betydning. Det er simpelthen en sikring af bedriften og virksomheden til fremtiden.”

    Politisk er målsætningen klar. Regeringen og dens støttepartier udarbejdede i 2019 et forståelsespapir, der satte endnu et fordoblingsmål for det økologiske areal frem mod 2030. Og minister for landbrug, fødevarer og fiskeri, Rasmus Prehn, slår fast, at økologi er en vigtig brik i den grønne omstilling af landbruget.

    Den brik vil flere og flere producenter altså være med til at lægge. Samtidig er risikoen ved en omlægning blevet markant mindre.

    “Efterhånden har vi en solid erfaring og har opnået robuste dyrkningsmetoder, som sikrer et godt udbytte. Det gør nye økologiske producenter trygge. Samtidig har der de seneste år været gode økonomiske vilkår for økologien,” siger Jens Peter Hermansen og tilføjer, at det er vigtigt fortsat at tydeliggøre, hvorfor økologi er mere end blot en vare.

    “Afregningspriserne skal sikres, og det gør vi ved at blive ved med at fortælle kunderne og forbrugerne, at økologi er mere end varer, som er underlagt et sæt regler. Økologiske producenter arbejder efter de økologiske principper, og varerne har en indbygget værdi, som mange forbrugere kan forholde sig til og gerne vil støtte op om.”

    I 2021 fortsætter Økologisk Landsforening med at tilbyde gratis omlægningstjek med en bevilling fra Fonden for Økologisk Landbrug.

    Kontakt:

    Jens Peter Hermansen, økologikonsulent, Økologisk Landsforening
    Telefon: 61 97 49 10 Mail: jph@okologi.dk

    Vivienne Kallmeyer, pressemedarbejder, Økologisk Landsforening
    Telefon: 25 42 93 02 Mail: vk@okologi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/landbruget-fremtidssikrer-og-saetter-okologisk-areal-rekord?releaseId=13616987

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **