Pressemeddelelse fra Stiesdal A/S
Jacob Nørgaard Andersen indtræder i virksomhedens ledergruppe sammen med Henrik Stiesdal, der er CEO i Stiesdal A/S, og Peder Riis Nickelsen, der er CEO i virksomhedens fire datterselskaber. Her skal han være med til at videreudvikle virksomheden og bidrage til dens ambitiøse udviklings- og industrialiseringsaktiviteter indenfor flydende havvind, energilagring, PtX brintproduktion og fangst og lagring af CO2 kombineret med produktion af grønne brændstoffer.
Henrik Stiesdal udtaler:
“Vi er utrolig glade for at få Jacob Nørgaard Andersen med på holdet. Peder og jeg kender ham som en uhyre inspirerende og kompetent leder med lang erfaring i at udvikle tekniske organisationer, og vi ved, hvor stort hans bidrag har været til at sikre succesen for Siemens og for Vattenfall.
Jacob vil være garant for den fortsatte udvikling af vores teams med fokus på sikkerhed, kvalitet, innovation og kunder.
Alle, der kender Jacob, vil vide, at dette ganske enkelt er et scoop for virksomheden.”
Jacob Nørgaard Andersen udtaler:
“Stiesdal er på en utrolig spændende rejse med ikke bare én, men flere afgørende klimateknologier under udvikling. Det er et privilegie at komme på holdet og være med til at udvikle og kommercialisere nogle af de teknologier, vi har behov for, hvis verden skal løse klimaudfordringen.
Stiesdals flydende fundamenter til havvind er allerede kendte, men jeg er også meget optaget af potentialet i selskabets øvrige aktiviteter. I forbindelse med den grønne omstilling er der et øget behov for løsninger, der kan sikre forsyning og stabilitet på fremtidens energimarked, og i den sammenhæng er det en kæmpe motivation at være med til at bringe Stiesdals energilagringsløsning GridScale på markedet. Derudover vil PTX være en vigtig del af omstillingen til en grønnere fremtid, hvilket er en anden af selskabets aktiviteter.
—
Jacob Nørgaard Andersen kom til Vattenfall i 2018, hvor han har været ansvarlig for Engineering-funktionen i Vattenfalls vindforretning. Her har han bidraget til at sikre Vattenfalls stærke position indenfor Offshore vind. Ved siden af ledelsen af Engineering-funktionen har Jacob Nørgaard Andersen også været landechef for Vattenfall i Danmark.
Før han kom til Vattenfall, var Jacob Nørgaard Andersen topchef for Siemens Gamesa i Nordamerika.
Jacob Nørgaard Andersen tiltræder i sin nye stilling hos Stiesdal den 1. juni 2021.
Kontakt:
Kristian Strøbech
Kommunikationschef
+4520460440 | kst@stiesdal.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stiesdal-henter-vattenfalls-danske-landechef-som-coo?releaseId=13616666
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **